Man skulle egentlig tro, at selv amerikanerne efterhånden havde opdaget den svigagtighed der ligger bag den endeløse strøm af falske alarmer, som flyder ud af magtapparatet i Washington, med henblik på at forlede befolkningen til at tro på, og støtte deres hemmelige dagsorden.

Den amerikanske befolkning sluger løgnene råt. Man har f.eks. troet på, at Taliban i Afghanistan er terrorister der står i ledtog med al Queda.

Nu har amerikanerne udkæmpet en krig mod dem i 13 år, udelukkende for at berige Dick Cheney og hans private foretagender, herunder Halliburton. Det eneste befolkningen har fået for pengene, er en masse lig og endnu en militær fiasko med adresse i Washington.

Befolkningen slugte også løgnen om, at Saddam Hussein i Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Man fik opmalet et billede af, at amerikanske byer ville gå op i røg og paddehatteskyer, hvis USA ikke invaderede Irak.

Med fremkomsten af ISIS, står det nu klart, at denne langvarige krig langt fra er slut, men måske blot er begyndelsen på noget endnu større og værre.

Milliarder af dollars vil fortsat blive kanaliseret ned i militærindustriens pengetanke, i takt med at Washington bekriger enhver som prøver at ændre på de streger som Briterne og Franskmændene trak i sandet, og kaldte landegrænser, efter at første verdenskrig havde ført til det Ottomanske Emperies fald.

Den amerikanske befolkning slugte også de løgne man fik fortalt om Gadaffi i Libyen. Dette – efter forholdene – fremgangsrige, stabile og velstående land, ligge nu i ruiner, efter at være blevet ‘befriet’.

Befolkningen har også slugt løgnen om, at Iran skulle have, eller være i gang med at skaffe sig atomvåben. Takket være sanktioner og afvisning af Vesten, har Iran nu vendt blikket mod øst, hvorved vesten reelt har tabt kontrollen over en vigtig kilde til olieressourcer.

Løgnen om, at Assad i Syrien brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, er også blevet slugt råt. De selvsamme ‘hellige krigere’, som Washington sendte ind i Syrien for at vælte Assad, viser sig nu pludselig at være en trussel mod Amerika, hvis man skal tro propagandamaskinen i Washington.

Den største trussel mod verdensfreden er Washingtons insisteren på rollen som leder af den såkaldte ‘frie’ verden.

Det er den syge tankegang, hos en lille håndfuld neo-konservative der ligger til grund for denne ideologi. Vi står overfor en situation, hvor nogle få amerikanske psykopater, med enorm magt, har tiltaget sig bestemmende ret til at afgøre andre landes skæbne.

Mange tror stadig blindt på Washingtons løgne, men den øvrige verden er så småt ved at få øjnene op for, at Washington i højere grad er en del af problemet, end en del af løsningen, og i virkeligheden udgør den største trussel mod liv og fredelig sameksistens på Jorden. Påstanden om Amerikas helt ekseptionelle status og uundværlighed på verdensscenen, bruges af Washington til at retfærdiggøre den selvopfundne ret til, at diktere over andre landes gøren og laden.

Ofrene for Washingtons bombardementer vil uvægerligt være civile, hvis død atter vil sende flere rekrutter i armene på organisationer og stærkt radikaliserede bevægelser som ISIS. Der kaldes allerede på, at Washington atter skal indsætte landstyrker på irakisk jord, fordi man tror, at den vestlige civilisation ellers vil gå til grunde og vores hoveder vil rulle i ørkensandet.

Den nyligt genskabte frygt for, at Rusland udgør en trussel for verdensfreden, vil afkræve flere NATO-bevillinger, og flere militærbaser langs Ruslands grænser. En udrykningsstyrke er ved at blive skabt, så man hurtigt kan reagere på den ikke-eksisterende trussel om russisk invasion af de baltiske lande, Polen og Europa.

Det tager som regel den amerikanske vælgerbefolkning et år eller to, tre eller fire at opdage, at de er blevet ført bag lyset af propaganda og fyldt med løgn. Men – på det tidspunkt, har man allerede slugt en masse nye løgne, og er optaget af en nye “trusler”.

Den amerikanske befolkning synes ude af stand til at forstå, at præcis som den første, den anden, tredje, fjerde, femte “trussel” var en ren fabrikation, så vil den den sjette også være det, tilsamt med den syvende, den ottende og den niende..

Hvad mere er, så har ingen af disse amerikanske militær-angreb på andre lande bedret situationen nogetsteds, hvilket f.eks. Vladimir Putin også har påpeget. Ikke desto mindre støtter befolkningens repræsentanter i Kongressen alligevel hvert eneste nye militære eventyr, på trods af at historien er fyldt med eksempler på falskhed og fejltagelser.

Måske – hvis amerikanerne fik fortalt hvad deres sande historie i virkeligheden er, i stedet for at lade sig fylde med idealistiske fabler om egen fortræffelighed, ville de være mindre godtroende og mindre modtagelige over for regerings-propaganda. Jeg har tidligere anbefalet Oliver Stone og Peter Kuznick’s dokumentarserie ‘The The Untold History of the United States’, foruden Howard Zinn’s “A People’s History of the United States” og nu anbefaler jeg desuden Stephen

Kinzer’s “The Brothers”, der er fortællingen om brødrene John Foster og Allen Dulles’ lange regeringsperiode i udenrigsministeriet og CIA, og deres dæmonisering af enhver tanke om fornyelse og andre regeringsformer end den bestående (givetvis fordi deres egen magtbase netop bestod i evnen til, selv at kunne vælge og omstyrte regeringer efter forgodtbefindende).

Kinzer’s fortælling om, hvordan Dulles-brødrene konspirerede om at omstyrte seks forskellige regeringer, rundt omkring i verden, giver et udmærket indblik i, hvordan magtapparatet i Washington fungerer, den dag i dag.

I 1953 væltede Dulles-brødrene Irans selvvalgte leder Mossadegh, og indsatte deres egen marionetdukke, i form af shahen (Mohammad Reza Pahlavi); en handling der har forgiftet forholdet mellem Persien/Iran og USA lige siden. Det kan endog ende med, at Washington vælger at indlede en bekostelig og formålsløs krig mod Iran, på grund af den gift som Dulles-brødrene udlagde, helt tilbage i 1953.

Dulles-brødrene omstyrtede også Guatemalas populære præsident Arbenz, fordi hans jordreformer truede een af advokatfirmaet Sullivan & Cromwell’s store klienter, United Fruit Company. Dulles-brødrene iværksatte en omfattende skræmmekampagne, hvor man hang Arbenz ud for at være en dødsensfarlig kommunist, som udgjorde en trussel mod hele den vestlige verden. Intet mindre kunne tilsyneladende gøre det.

Brødrene udkommanderede sine regionale vasaler, her under diktatoren Somoza i Nicaragua og Batista på Cuba imod Arbenz i Guatemala. CIA planlagde både luftbombardementer og arrangerede en egentlig invasionsstyrke. Men før lokalbefolkningens opbakning til den populære præsident var smadret, kunne en militæraktion ikke legitimeres.

Derfor tilrettelagde Dulles-brødrene det så viseligt, at den gejstlige Kardinal Spellman fik den respekterede Ærkebiskop Rossell fra Arellano til at udsende et pastoralt brev, som blev oplæst i alle kirker i det stærkt katolske Guatemala, den 9. april 1954, hvori præsidenten blev lyst i ban, beskyldt for at være en farlig kommunist og Guatemalas indre fjende nummer eet.

Hertil kom falske nyhedsudsendelser og ‘reportager’ på radioen, hvor man iscenesatte opdigtede frihedskæmperes sejre, krydret med malende beskrivelser af, hvordan styrets tropper desserterede i massevis.

Hele denne sørgelige skueproces, var et mesterligt eksempel på propagandistisk intervention, når den er allerdygtigst og mest professionelt udført.

Præsident Arbenz forsøgte i desperation at få FN til at sende en undersøgelseskommission til landet, men det fik Washington også forpurret. Alle toneangivende journalister, måske lige med undtagelse af James Reston, kolporterede løgnehistorierne råt.

Via lige dele tvang og bestikkelse, fik Washington Guatemalas militærledere til at afsætte præsidenten. Herefter blev oberst Castillo Armas indsat som Washingtons marionet-præsident, efter den detroniserede Arbenz.

Alt dette synes nu at høre fortiden til, men for ganske nylig har vi set præcis de samme mekanismer brugt i destabiliseringen af Ukraine.

Præsident Eisenhower takkede dengang, efter ‘oprydningen’ i Guatemala, CIA for at have forhindret etableringen af “et kommunistisk brohoved i den Vestlige Verden”, og udenrigsminister John Foster Dulles talte til befolkningen via radio og TV, i en udsendelse, hvor han fremholdt hændelserne i Guatemala som “et bevis på Kreml’s ondsindede hensigter”.

Alt dette på trods af det ubestridelige faktum, at de eneste udefrakommende kræfter der var på spil i Guatemala i de år, havde adresse i Washington, og stammede fra Dulles-brødrene selv.

Hvad der i virkeligheden skete var, at en demokratisk valgt, reformvenlige regering blev omstyrtet, fordi man tillod sig, ‘blot’ kompenserede [det amerikanske] United Fruit Company for at have eksproprieret firmaets braklagte områder, til den værdi der var fastslået af landets retmæssige skattemyndigheder, på baggrund af firmaets egen selvangivelse af værdien.

Men – den værdiansættelse var USA’s førende advokatfirma – eller skal vi sige Amerikas reelle udenrigspolitiske pennefører Sullivan & Cromwell – ikke enig i. Man havde ingen intentioner om at følge en praksis om, at lade demokratisk valgte regeringer overleve, hvis de på nogen måde kom på tværs af advokatfirmaets vigtige kunder. Især ikke, når advokatfirmaets ejerkreds havde bestemmende indflydelse på USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik; både den officielle og den hemmelige.

Dulles-brødrenes familier havde nemlig placeret massive investeringer i United Fruit Company, og for at beskytte denne investering, brugte man de ressourcer man havde til rådighed. Man indrullerede således både CIA, det amerikanske udenrigsministerium og den korrupte presse i kampen for, at beskytte sine private interesser i Guatemala.

Den dybt naive godtroenhed blandt den amerikanske befolkning, godt hjulpet på vej af de gennemført korrupte massemedier og den handlingslammede Kongres, gjorde det muligt for Dulles-brødrene at omstyrte demokratiet, i et fremmed land, blot for at gavne egne, økonomiske interesser.

Dette magtmisbrug af den amerikanske regering, til fremme af private interesser blandt de allerrigeste, udspandt sig endog for mere end 60 år siden, længe før den korrupte Clinton, den naive George W. Bush og den nuværende marionet-præsident Obama’s regeringsperioder, og viser et handlemønster der øjensynligt rækker endnu længere tilbage i historien, end her eksemplificeret.

Det næste offer som Dulles-brødrene havde udset sig, var Ho Chi Minh i Nordvietnam. Som nationalistisk leder, bad han amerikanerne om hjælp til, at befri landet for det franske kolonistyre. Men John Dulles Foster, en forbenet og selvretfærdig antikommunist, fremstillede imidlertid Ho Chi Minh som en kommunistisk trussel, der havde til hensigt at lade den kommunistiske ondskab vælte ind over det ‘uskyldige’ Vesten. Ifølge Dulles, var denne ‘pludseligt opståede’ nationalfølelse i Fransk Indokina, og den ‘påtagede’ trang til at frigøre sig af kolonistyret, blot et skalkeskjul for kommunistisk undergravning af den såkaldt frie verden.

I stedet for at indlede en krig, foreslog udenrigsministeriets departementschef Paul Kattenburg, at man i stedet kunne donere en halv milliard Dollars til landet, som en slags genopbygningshjælp og kompensation for den franske misrøgt af landet, hvilket samtidig ville frigøre Vietnam fra afhængighed af både Rusland og Kina.

Ho Chi Minh bad om hjælp flere gange, men den stålsatte holdning hos de magtfulde Dulles-brødre lod sig ikke rokke, og forhindrede enhver fornuftig udgang på problemet.

Resultatet af dette hysteri om den kommunistiske verdens-trussel, som blev oppisket af Dulles-brødrene, endte med en lang og bekostelig fiasko, som vi i dag kender under navnet Vietnamkrigen.

Paul Kattenburg skrev senere, at det var rent selvmord for USA, at “prikke sine øjne ud, skære ørerne af og amputere sin kritiske sans i forhold til sandheden, på baggrund af ubegrundede fordomme”.

Desværre forholder det sig sådan, både for den amerikanske befolkning og resten af Verden, at disse amputerede evner til at høre, se og forstå virkeligheden, er de stærkeste kort, som Washington har på hænderne.

Dulles-brødrenes næste ofre var præsident Sukarno i Indonesien, Premierministeren i Congo Patrice Lumumba og den notoriske Fidel Castro på Cuba.

Konspirationen mod Castro endte imidlertid med en så stor fadæse, at det kostede Allen Dulles jobbet som chef for CIA.

Præsident Kennedy mistede fuldstændig tilliden til CIA, ovenpå ydmygelsen i Svinebugten, og meddelte sin bror Robert Kennedy, at han ville sprænge CIA i atomer, hvis – eller når – han blev genvalgt [i 1964].

Da JFK samtidig fjernede Allen Dulles fra posten, forstod CIA, at det var alvor, og valgte – som bekendt – at slå til først [den 22. november 1963 i Dallas].

Censoren ved min Ph.D. afhandling Warren Nutter, som senere blev underdirektør for forsvarsministeriets afdeling for internationale studier, lærte mig, at enhver regering – for at kunne bevare folkets tillid (hvad der naturligvis er afgørende for et fungerende demokrati) – må gå forrest i kampen for landets værdier og åbent kommunikere sine hensigter til befolkningen.

Skjulte dagsordner, som dem vi har set dokumenteret under Dulles-brødrenes regime under Den Kolde Krig, den dybe korruption under Clinton, Bush og Obama, må nødvendigvis hvile på et miljø af hemmeligholdelse og manipulation, hvilket ikke kan medføre andet, end at befolkningens generelle mistillid til landets ledelse uddybes.

Det er muligt, at den amerikanske befolkning er blevet for hjernevaskede til at indse disse forhold, men resten af verden bemærker det, i stigende grad.

USA’s skjulte dagsordner har kostet både det amerikanske folk enorme summer og andre folk rundt omkring i verden dyrt.

I bund og grund bærer Dulles-brødrene skylden for Den Kolde Krig, som de instigerede med deres skingre og hysteriske anti-kommunistiske retorik.

Disse hemmelige dagsordener har bl.a. resulteret i lange, bekostelige  og helt unødvendige krige, i f.eks. Vietnam og Mellemøsten. CIA’s hemmelige dagsorden om, at man ved hjælp af undergravende virksomhed og militær magtanvendelse ville omstyrte regimet på Cuba, blev personligt forhindret af John F. Kennedy, med det resultat, at han måtte betale med sit eget liv; ikke blot det politiske.

Og – det var vel at mærke en Præsident, der på trods af sine mange fejltrin, også havde til hensigt at slutte fred med russerne, og derved gøre en ende på Den Kolde Krig, 20 år før at Ronald Reagan tog stikket hjem [og efterlod et ruineret Rusland, der ikke har været til nogen gavn for Verdenssamfundet de sidste 20 år].

Alle disse skjulte dagsordner og alt dette hemmelighedskræmmeri, har stået på så længe, at den amerikanske befolkning har taget skade af det, og selv er blevet halvkorrupte og svigagtige overfor hinanden.

Et gammelt ordsprog siger jo, at “en fisk rådner fra hovedet og nedefter”.

På samme måde har Washingtons råddenskab efterhånden gennemsyret alle aspekter af civilsamfundet, har sat borgerne op mod hinanden, og verden op mod USA.

---

Denne artikel udtrykker forfatterens synspunkter, som ikke nødvendigvis deles med Free21

Oversat og bearbejdet til dansk af Jesper Nørgaard