Børnene fra Donetsk
Folk i Donbass tror ikke længere på vesten, på Europa, eller på Tyskland. Om vesten siger de: „De har glemt os, de har svigtet os.“ Vesten kender ikke til de døde civile, de daglige bomber. „Vesten er ligeglad med os. De hjælper selv militserne i Kijev. Disse militser dræber også os.“ Jeg synker altid en gang, når de siger det til mig. Jeg ved, at de har ret. Ingen i Tyskland ved, at børn som Paulina, Nastya og Katya, er hjemløse, at deres hjem blev bombet væk. Det samme skete for deres skole og børnehave i det nordvestlige Donetsk, tæt på lufthavnen. Og samme skæbne fik hjemmene til over 100 andre børn og deres familier, der bor i dette flygtningehus. Og der er mange af disse flygtningelejre og huse i og omkring Donetsk.
Himlen stod i flammer.
Katya, den ældste af pigerne, begynder at tale: „Min klassekammerat og jeg har boet sammen i fem år. Vi gik i den samme skole, der ikke er særlig stor. I starten af foråret var alt i orden. Vi fik at vide, at der kun var sket noget i Kijev. Det interesserede os ikke synderligt, for vi troede ikke, at den slags ville ske her. Vi levede som almindelige børn. Så begyndte de at bombe lufthavnen. Vi boede ved siden af den. Vi blev bange og blev hele tiden sendt hjem, så vi kunne ikke være derude. De bombede lufthavnen, og vi gik altid i kælderen.
Jeg husker ikke den præcise dato i august, men kl. 7 om morgenen begyndte de at bombe massivt. Vi var gået ud på balkonen, og hele himlen var fyldt med brændende nedfald. Jeg havde stadig mine pyjamasshorts på, og mit hår var ikke sat. Det var der ikke tid til. Så jeg var udenfor og løb hen til en lille pige. Bomberne ramte lige ved siden af os. Vi løb alle ned i kælderen. Det var grusomt. Vinduerne gik itu, og larmen var enorm! Jeg og den lille pige sad der. Hun er kun tre år, og hun spurgte: „Bedstemor, hvad sker der? Hvor er mor?“ Hendes mor var i Donetsk.
Vores skole blev også ramt – fire gange.
„Jeg vågnede kl. 5 om morgenen“, fortæller Nastya mig, „fordi lufthavnen igen blev bombet. Det var frygteligt. I kælderen spiste vi tørt brød, for der var ikke andet. De begyndte igen at skyde meget tidligt, og vi sad alle bare i kælderen. Jeg havde stadig pyjamas på, da vi kørte til flygtningehuset. På køreturen sov jeg, for jeg kunne ikke sove i flygtningehuset, da vi frygtede, at huset ville styrte sammen. Vi flygtede hertil, fordi der allerede var blevet slukket for gas og el. Paulina, min lillesøster, vågnede hele tiden om natten, græd og sagde, at hun var bange. Der var mange skyderier, og vi så altid røgen. Vores venindes hus brændte helt ned til grunden, og hendes onkel blev ramt af granatsplinter i lungerne. Han er død.
Der var granatsplinter overalt og mange store huller. Vores skole blev også ramt. Fire gange. Gymnastiksalen, Paulinas klasseværelse, forhallen og et fjerde sted, jeg ikke præcis ved hvad var. Vi tænkte: „Hvor skal vi nu tage hen?“ De skyder overalt, mod alle vinduer. De er ligeglade med, om der bor nogen i husene eller ej.“
Jeg spørger Paulina, om hun også vil fortælle mig noget. Hendes søster, Nastya, svarer for hende: „Hun er genert og er stadig bange.“ Jeg kan se det i Paulinas øjne. Den smalle mund er stramt sammenpresset, mens hun ser ud i en tomhed, som ingen børn burde se.
De døde, fordi de beskyttede deres yngre søskende med deres kroppe.
Nastya og Katya fortæller videre. De fortæller, som om morgendagen ikke kommer. Deres sjæle bliver for en kort stund lettere. Nogen lytter til dem. Vi stiller ikke mange spørgsmål, og der begynder at komme flere og flere sætninger ud af dem, som om nogen har åbnet for en usynlig sluse. Jeg hører om deres venner, hvor meget de savner dem, men at de ikke ved, hvor de er, eller hvad der er sket dem. Jeg hører også om, hvordan de delte tørt brød i kælderen med en gammel mands hund, så den ikke skulle dø. Den måtte ikke dø, for den gamle mand havde kun hunden. Jeg hører også om Katies veninde, der flygtede med sine forældre i en bil og blev skudt. Faren døde på stedet af et skud i hovedet, og hendes veninde bar sin sårede mor væk fra skyderierne og ind i skoven. Men hun kunne ikke redde hende. Hun døde af sine kvæstelser. Katies veninde overlevede så i skoven på brød og te i to dage og rejste til Rusland med sin bedstemor. Jeg hører om andre klassekammerater, der beskyttede deres søskende med deres kroppe og betalte med livet. Og jeg hører dem sige: „Det er så frygteligt, at børn skal dø. De er så unge og ved ikke noget endnu.“ Og de selv er end ikke 13 år.
Pludselig siger Paulina: „Der fløj en granatsplint ind på min gudfars værelse.“ Vi ser på hende og smiler for at få hende til at sige mere. „Jeg vil hjem“, fortsætter hun. „Jeg savner min dukke. Man kan give dukken det tøj på, man har lyst til. Og man kan lege gemmeleg.“ Hendes enkle ønsker rører os dybt. Under deres flugt til den mere sikre bymidte i Donetsk, måtte de efterlade alt. „Jeg har kun to bluser og to par shorts“, siger Katya. „Det har jeg også kun“, siger Nastya. „Og nu bliver det snart vinter. Vi troede, at vi snart kunne tage tilbage. Der var så smukt, og nu er alt ødelagt. Min veninde, Lena, bor nu i et meget gammelt hus, fordi deres eget hus er kollapset. Når det regner, regner det indvendigt ned langs væggene, selv om de prøver at reparere det. Hvordan det bliver til vinter, ved de ikke, for der er ingen radiatorer, kun stenvægge. Det bliver koldt.“
Men vi håber for forældrenes skyld, at børnene ikke behøver at se det, og at de har det godt derhjemme.
De taler om deres sjælekvaler i en halv time, og vi ved, at de dagligt oplever, hvad vi gør. Der er også bombardementer her i dette område; igen og igen, nat og dag. Men vi ved også, at vi ikke føler på samme måde som børnene. Deres traumer er langt større end vores og vil påvirke dem resten af deres liv.
Vi spørger dem, om de vil sige noget til børnene i Kijev, Tyskland, England eller Frankrig. Deres svar rører os dybt, og vi føler, at der måske alligevel er en fremtid efter al den død; efter bomberne, kampvognene og grusomhederne. Måske en dag. De fortæller videre: „Hvis de f.eks. siger, at de ikke gider gå i skole, eller de ikke gider stå tidligt op, ville jeg sige, at man bør foretrække at stå tidligt op frem for at høre bomberne bag vinduerne; frem for at sidde i en våd kælder med mus og rotter. Og at man bør foretrække at stå tidligt op, men til gengæld forsøge at være veludhvilet, frem for at høre det. Og at de ikke bør se, hvordan man skyder eller se eksplosionerne, som vi så. De bør ikke se krigsflyene eller kampvognene. De har nok ikke set dem endnu, selv om det skete på Majdan, ellers har de glemt det. Men vi håber for forældrenes skyld, at børnene ikke behøver at se det, og at de har det godt derhjemme. Og jeg ville sige til dem, at de er heldige, at de kan sove om natten, at de altid har noget at spise, at de kan bo i deres eget hjem, og at deres bedste venner er hos dem.“ Katya tilføjer: „Min bedste ven er nu i Kherson. Jeg kan bare ikke se hende. Vi gjorde alting sammen i hele vores barndom, og nu er hun væk. Det er så trist. De er virkelig heldige, at de har deres venner og kan se dem hver dag, i modsætning til os.“
Da vi forlader huset den dag, får jeg en overraskende gave. Det er et billede af blomster, græs og frø. Billedet er lavet af en mor og hendes barn under et bombetogt. De lavede det for ikke at tænke på frygten. Lena, der har lavet billedet, græder, da hun giver os det.
På billedet ser man at det regner, men det er regndråber, ikke bomber. Det kan måske være, det er tårer. Børnene fra Donetsk‘s tårer!
Fra Donetsk, en by i Donbass. En by i Europa. En krigshærget by. I 2014. En krig, som Europa ikke ser.
Donetsks børn, der synger om krigen.
En af de bombede børn Donetsk ønsker meget insisterende at vise os noget. Han synger for os om sin egen død og tilbagevenden til jorden for at beskytte andre mennesker mod krigen [1].
(Tekst): „Jeg vil ikke dø. Skjul ikke øjnene bag tårerne, mor, græd ikke, tilgiv mig, jeg kommer ikke tilbage og vil forlade denne jordiske verden. Dræbt af en vildfaren kugle vil jeg vågne op som en engel og banke på vinduet som en varm, lysende solstråle. Jeg vil flyve til min mor og beskytte hende under hvide vinger mod en blodig krig. Jeg længes efter at leve. Hvorfor skal vi herfra? Skjul ikke øjnene bag tårerne, mor, græd ikke, tilgiv mig, jeg kommer ikke tilbage og vil forlade denne jordiske verden. Dræbt af en vildfaren kugle vil jeg vågne op som en engel. Jeg ville beskytte krigere, børn og alle mennesker mod kuglerne. Jeg vil kæmpe for livet. Mor, vær stærk! Far, kæmp for vort kære hjem!“
Mange tak til Emma Cairo for oversættelse – Orla Jensen for korrektur – Lya Fureby for research – Team Free21 DE for layout
Kilder:
[1] YouTube: Children of Donetsk singing about the war | Mark Bartalmai, <https://www.youtube.com/watch?v=8mtmnacJPHQ>
Denne tekst blev første gang offentliggjort på www.kaceo.info den 29.09.2014 under følgende URL: <https://kaceo.info/2014/09/29/the-children-of-donetsk/>. Licens: Mark Bartalmai
Kilder:
Børnene fra Donetsk
Folk i Donbass tror ikke længere på vesten, på Europa, eller på Tyskland. Om vesten siger de: „De har glemt os, de har svigtet os.“ Vesten kender ikke til de døde civile, de daglige bomber. „Vesten er ligeglad med os. De hjælper selv militserne i Kijev. Disse militser dræber også os.“ Jeg synker altid en gang, når de siger det til mig. Jeg ved, at de har ret. Ingen i Tyskland ved, at børn som Paulina, Nastya og Katya, er hjemløse, at deres hjem blev bombet væk. Det samme skete for deres skole og børnehave i det nordvestlige Donetsk, tæt på lufthavnen. Og samme skæbne fik hjemmene til over 100 andre børn og deres familier, der bor i dette flygtningehus. Og der er mange af disse flygtningelejre og huse i og omkring Donetsk.
Himlen stod i flammer.
Katya, den ældste af pigerne, begynder at tale: „Min klassekammerat og jeg har boet sammen i fem år. Vi gik i den samme skole, der ikke er særlig stor. I starten af foråret var alt i orden. Vi fik at vide, at der kun var sket noget i Kijev. Det interesserede os ikke synderligt, for vi troede ikke, at den slags ville ske her. Vi levede som almindelige børn. Så begyndte de at bombe lufthavnen. Vi boede ved siden af den. Vi blev bange og blev hele tiden sendt hjem, så vi kunne ikke være derude. De bombede lufthavnen, og vi gik altid i kælderen.
Jeg husker ikke den præcise dato i august, men kl. 7 om morgenen begyndte de at bombe massivt. Vi var gået ud på balkonen, og hele himlen var fyldt med brændende nedfald. Jeg havde stadig mine pyjamasshorts på, og mit hår var ikke sat. Det var der ikke tid til. Så jeg var udenfor og løb hen til en lille pige. Bomberne ramte lige ved siden af os. Vi løb alle ned i kælderen. Det var grusomt. Vinduerne gik itu, og larmen var enorm! Jeg og den lille pige sad der. Hun er kun tre år, og hun spurgte: „Bedstemor, hvad sker der? Hvor er mor?“ Hendes mor var i Donetsk.
Vores skole blev også ramt – fire gange.
„Jeg vågnede kl. 5 om morgenen“, fortæller Nastya mig, „fordi lufthavnen igen blev bombet. Det var frygteligt. I kælderen spiste vi tørt brød, for der var ikke andet. De begyndte igen at skyde meget tidligt, og vi sad alle bare i kælderen. Jeg havde stadig pyjamas på, da vi kørte til flygtningehuset. På køreturen sov jeg, for jeg kunne ikke sove i flygtningehuset, da vi frygtede, at huset ville styrte sammen. Vi flygtede hertil, fordi der allerede var blevet slukket for gas og el. Paulina, min lillesøster, vågnede hele tiden om natten, græd og sagde, at hun var bange. Der var mange skyderier, og vi så altid røgen. Vores venindes hus brændte helt ned til grunden, og hendes onkel blev ramt af granatsplinter i lungerne. Han er død.
Der var granatsplinter overalt og mange store huller. Vores skole blev også ramt. Fire gange. Gymnastiksalen, Paulinas klasseværelse, forhallen og et fjerde sted, jeg ikke præcis ved hvad var. Vi tænkte: „Hvor skal vi nu tage hen?“ De skyder overalt, mod alle vinduer. De er ligeglade med, om der bor nogen i husene eller ej.“
Jeg spørger Paulina, om hun også vil fortælle mig noget. Hendes søster, Nastya, svarer for hende: „Hun er genert og er stadig bange.“ Jeg kan se det i Paulinas øjne. Den smalle mund er stramt sammenpresset, mens hun ser ud i en tomhed, som ingen børn burde se.
De døde, fordi de beskyttede deres yngre søskende med deres kroppe.
Nastya og Katya fortæller videre. De fortæller, som om morgendagen ikke kommer. Deres sjæle bliver for en kort stund lettere. Nogen lytter til dem. Vi stiller ikke mange spørgsmål, og der begynder at komme flere og flere sætninger ud af dem, som om nogen har åbnet for en usynlig sluse. Jeg hører om deres venner, hvor meget de savner dem, men at de ikke ved, hvor de er, eller hvad der er sket dem. Jeg hører også om, hvordan de delte tørt brød i kælderen med en gammel mands hund, så den ikke skulle dø. Den måtte ikke dø, for den gamle mand havde kun hunden. Jeg hører også om Katies veninde, der flygtede med sine forældre i en bil og blev skudt. Faren døde på stedet af et skud i hovedet, og hendes veninde bar sin sårede mor væk fra skyderierne og ind i skoven. Men hun kunne ikke redde hende. Hun døde af sine kvæstelser. Katies veninde overlevede så i skoven på brød og te i to dage og rejste til Rusland med sin bedstemor. Jeg hører om andre klassekammerater, der beskyttede deres søskende med deres kroppe og betalte med livet. Og jeg hører dem sige: „Det er så frygteligt, at børn skal dø. De er så unge og ved ikke noget endnu.“ Og de selv er end ikke 13 år.
Pludselig siger Paulina: „Der fløj en granatsplint ind på min gudfars værelse.“ Vi ser på hende og smiler for at få hende til at sige mere. „Jeg vil hjem“, fortsætter hun. „Jeg savner min dukke. Man kan give dukken det tøj på, man har lyst til. Og man kan lege gemmeleg.“ Hendes enkle ønsker rører os dybt. Under deres flugt til den mere sikre bymidte i Donetsk, måtte de efterlade alt. „Jeg har kun to bluser og to par shorts“, siger Katya. „Det har jeg også kun“, siger Nastya. „Og nu bliver det snart vinter. Vi troede, at vi snart kunne tage tilbage. Der var så smukt, og nu er alt ødelagt. Min veninde, Lena, bor nu i et meget gammelt hus, fordi deres eget hus er kollapset. Når det regner, regner det indvendigt ned langs væggene, selv om de prøver at reparere det. Hvordan det bliver til vinter, ved de ikke, for der er ingen radiatorer, kun stenvægge. Det bliver koldt.“
Men vi håber for forældrenes skyld, at børnene ikke behøver at se det, og at de har det godt derhjemme.
De taler om deres sjælekvaler i en halv time, og vi ved, at de dagligt oplever, hvad vi gør. Der er også bombardementer her i dette område; igen og igen, nat og dag. Men vi ved også, at vi ikke føler på samme måde som børnene. Deres traumer er langt større end vores og vil påvirke dem resten af deres liv.
Vi spørger dem, om de vil sige noget til børnene i Kijev, Tyskland, England eller Frankrig. Deres svar rører os dybt, og vi føler, at der måske alligevel er en fremtid efter al den død; efter bomberne, kampvognene og grusomhederne. Måske en dag. De fortæller videre: „Hvis de f.eks. siger, at de ikke gider gå i skole, eller de ikke gider stå tidligt op, ville jeg sige, at man bør foretrække at stå tidligt op frem for at høre bomberne bag vinduerne; frem for at sidde i en våd kælder med mus og rotter. Og at man bør foretrække at stå tidligt op, men til gengæld forsøge at være veludhvilet, frem for at høre det. Og at de ikke bør se, hvordan man skyder eller se eksplosionerne, som vi så. De bør ikke se krigsflyene eller kampvognene. De har nok ikke set dem endnu, selv om det skete på Majdan, ellers har de glemt det. Men vi håber for forældrenes skyld, at børnene ikke behøver at se det, og at de har det godt derhjemme. Og jeg ville sige til dem, at de er heldige, at de kan sove om natten, at de altid har noget at spise, at de kan bo i deres eget hjem, og at deres bedste venner er hos dem.“ Katya tilføjer: „Min bedste ven er nu i Kherson. Jeg kan bare ikke se hende. Vi gjorde alting sammen i hele vores barndom, og nu er hun væk. Det er så trist. De er virkelig heldige, at de har deres venner og kan se dem hver dag, i modsætning til os.“
Da vi forlader huset den dag, får jeg en overraskende gave. Det er et billede af blomster, græs og frø. Billedet er lavet af en mor og hendes barn under et bombetogt. De lavede det for ikke at tænke på frygten. Lena, der har lavet billedet, græder, da hun giver os det.
På billedet ser man at det regner, men det er regndråber, ikke bomber. Det kan måske være, det er tårer. Børnene fra Donetsk‘s tårer!
Fra Donetsk, en by i Donbass. En by i Europa. En krigshærget by. I 2014. En krig, som Europa ikke ser.
Donetsks børn, der synger om krigen.
En af de bombede børn Donetsk ønsker meget insisterende at vise os noget. Han synger for os om sin egen død og tilbagevenden til jorden for at beskytte andre mennesker mod krigen [1].
(Tekst): „Jeg vil ikke dø. Skjul ikke øjnene bag tårerne, mor, græd ikke, tilgiv mig, jeg kommer ikke tilbage og vil forlade denne jordiske verden. Dræbt af en vildfaren kugle vil jeg vågne op som en engel og banke på vinduet som en varm, lysende solstråle. Jeg vil flyve til min mor og beskytte hende under hvide vinger mod en blodig krig. Jeg længes efter at leve. Hvorfor skal vi herfra? Skjul ikke øjnene bag tårerne, mor, græd ikke, tilgiv mig, jeg kommer ikke tilbage og vil forlade denne jordiske verden. Dræbt af en vildfaren kugle vil jeg vågne op som en engel. Jeg ville beskytte krigere, børn og alle mennesker mod kuglerne. Jeg vil kæmpe for livet. Mor, vær stærk! Far, kæmp for vort kære hjem!“
Mange tak til Emma Cairo for oversættelse – Orla Jensen for korrektur – Lya Fureby for research – Team Free21 DE for layout
Kilder:
[1] YouTube: Children of Donetsk singing about the war | Mark Bartalmai, <https://www.youtube.com/watch?v=8mtmnacJPHQ>
Denne tekst blev første gang offentliggjort på www.kaceo.info den 29.09.2014 under følgende URL: <https://kaceo.info/2014/09/29/the-children-of-donetsk/>. Licens: Mark Bartalmai