“Jeg er meget glad for, at I er kommet til dette foredrag. Mit navn er Daniele Ganser, jeg en schweizisk historiker, jeg er 42 år (foredraget er fra 2015, red.) og forsker i emnet “skjult krigsførelse”.
Desværre har vi i dag et meget vanskeligt emne, som vi skal arbejde med. Det handler om regimeskifte i Ukraine, altså omstyrtning af regeringen – hvem står bag?

Dette er et meget, meget følsomt spørgsmål, og jeg vil gerne starte med at sige, at historikere ikke er enige. De fleste historikere arbejder ikke med dette spørgsmål. Den lille del, som forsøger at besvare spørgsmålet, er opdelt.
Så det, jeg præsenterer for jer i dag, er mine analyser. Jeg vil så også opfordre jer til at spørge andre mennesker, om hvem de tror, væltede regeringen i Ukraine. Det kan I for eksempel spørge om i jeres vennekreds.

Det har jeg gjort i Schweiz over de sidste par uger, fordi jeg arbejdede intensivt med forskningen – jeg spurgte venner: ”Hvem tror du, væltede regeringen i Ukraine?”. Og jeg har meget ofte hørt svaret, der afspejler den generelle, offentlige mening: ”Folket. Folket væltede regeringen gennem fredelige protester”. Og jeg kan allerede nu sige jer – det ville man så at sige have forventet forud for foredraget: Det er forkert.

Regeringen blev væltet af snigskytter. Og det er en stor forskel. Når snigskytter vælter en regering, er det en militær operation, og når folket vælter en regering, er det en civil operation. Og de to ting er man nødt til at holde adskilt.

”Maidan Massacre in Ukraine Video Appendix”. Foto: Screenshot & credit YouTube ( tidskode 32:16) Ivan Katchanovski https://www.youtube.com/watch?v=z9o-XTOVDgA

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem der er snigskytterne – det er lidt svært, jeg kan heller ikke helt optrevle det, men jeg vil gerne introducere jer til emnet.
Jeg tænkte også ved mig selv, at nu vi samles her i Berlin, som jo er et sted, hvor jeg ikke kommer hver dag, vil jeg tage jer med på en rejse ud i verdenen. Min tilgang er altid sådan, at folk, der i forvejen ved rigtig meget, skal få gavn af foredraget, samtidig med at folk, der absolut ikke aner noget om emnet, og som siger: “Jeg har aldrig læst noget om Ukraine, den slags, synes jeg, er spændende”, også skal få noget ud af det – således at såvel lægmanden som den professionelle kan tage noget med sig. Vi skal rejse lidt rundt i verden, vi skal til Ukraine, vi skal til Cuba, vi skal til Iran.

Min tilgang er altid sådan, at folk, der i forvejen ved rigtig meget, skal få gavn af foredraget, samtidig med at folk, der absolut ikke aner noget om emnet, og som siger: “Jeg har aldrig læst noget om Ukraine, den slags, synes jeg, er spændende”, også skal få noget ud af det – således at såvel lægmanden som den professionelle kan tage noget med sig. Vi skal rejse lidt rundt i verden, vi skal til Ukraine, vi skal til Cuba, vi skal til Iran.

1. Regimeskifte i Ukraine 2014

Så lad os komme i gang: Hvad skete der? Præsident Janukovitj blev væltet i februar 2014, og den nye præsident, der kom ind, hedder Poroshenko. Vi har en premierminister imellem, Jatseniuk.

Og det største problem, vi har i de vestlige medier og også blandt den vestlige befolkning, er, at ingen kan huske disse navne. Det er ganske simpelt problemet. ”Ansigterne” er også sådan, at…. jamen, skal man se nærmere på tingene – man må spørge sig selv, om det er tydeligt? Svaret er: Nej, det er det ikke. Hvis man ikke kigger godt efter, har den ene oligark på en eller anden måde erstattet den anden, uden at man rigtig begriber det.

Men hvis man siger det mere enkelt, så er regimeskiftesystemet ligesom fodbold. Om fodbold ved vi at: Én går ud, og en ny kommer ind. Det er det samme med regimeskifte. Et regimeskifte betyder ganske enkelt et kup eller en omstyrtning af regeringen, og det væsentlige er, at det er folk, som er uden for banen, der beslutter, om en offensiv spiller eller en defensiv spiller kommer ind.

”Forenkelt, så er regimeskiftesystemet ligesom fodbold: Én går ud, og en ny kommer ind”. Foto: Shutterstock ID 1040062627

Og idéen er, at man skifter spilleren ud for at påvirke hele spillet. Så igen: Janukovitj ud, Poroshenko ind, det er spillerskiftet. Og hvis man ikke ved, hvilke positioner de repræsenterer, giver det overhovedet ingen mening, så det skal man vide om spilleren: Er han en offensiv eller en defensiv spiller? I fodbold er det tydeligt, og i international politik er det lidt mere kompliceret.

Hovedforskellen mellem disse to mænd er – som forskerne er enige om: Denne mand (Janukovitj, red.) var Ruslands ven. Han ønskede ikke, at Ukraine skulle tilslutte sig NATO[1]. Denne mand her, Poroshenko, den nye fyr, der kom på, han er mere en ven af USA. Han ønsker, at Ukraine bliver medlem af NATO[2]. Og som I kan se: Selv denne meget simple analyse ændrer spillet fundamentalt.

Nu har vi en CIA-analytiker ved navn Ray McGovern, og han kom med en meget gennemgribende udtalelse – han sagde: “Det var et vestligt sponsoreret kup, det er der næsten ingen tvivl om“.
Og det er noget af en udtalelse. Da den udtalelse kom på mit researchbord, blev jeg overrasket og tænkte: Jamen, det har jeg ikke læst nogen steder. Hvad betyder “Vesten”? Vesten er faktisk os, vi er Vesten. Det er NATO-landene med USA i spidsen. Nå, hvis Ray McGovern siger det, så tager jeg det meget alvorligt, og det er derfor, min tese til denne præsentation ville være, at regeringen under Janukovitj blev væltet af Vesten.

Tidligere CIA officer, Ray McGovern, udtalte i Berlin, september 2014: ”Det var et kup sponsoreret af Vesten, det er der næppe tvivl om”. Foto: Screenshot & credit: Weltnetz.tv YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=Z_Frxfvtxz8

Men I må forstå, at hvis det virkelig er sandt, så er emnet meget, meget eksplosivt. Det sagde Ray McGovern i øvrigt i Berlin, i september 2014[3], og jeg troede så, at dette ville blive modtaget og diskuteret oftere nu, men det skuffende var, at der simpelthen var medietavshed bagefter. Den blev slet ikke modtaget, denne udtalelse kørte faktisk kun på YouTube, på Weltnetz.tv. Den er heller ikke så kendt som Pro 7. Jeg kender ikke Ray McGovern personligt, kun fra min forskning, men jeg finder ham en meget interessant analytiker.

Og hvorfor finder jeg manden interessant? Fordi han var i CIA i lang tid, CIA er ikke mine venner, men i bund og grund er han en, der lavede en masse internationale analyser i USA – han var nemlig ansvarlig for at udarbejde den daglige rapport, som CIA forbereder og sender til præsidenten[4].

CIA udarbejder en rapport til præsidenten hver morgen, som fortæller ham verdens tilstand. Og Ray McGovern gjorde dette i meget, meget lang tid. Han kan helt sikkert skelne mellem Iran og Irak, han kender forskellen mellem shiamuslimer og sunnier, han ved, hvor sovjetterne har deres militærbaser, og han ved, at USA har en militærbase i Guantanamo[5]. Dette betyder, at han kender verdenen, han er virkelig et klogt hoved.

Og når han siger det, er det særligt interessant, for han er en af de amerikanere, der længe har kritiseret USA’s aggressive, imperiale politik. Han har kritiseret angrebskrigen mod Irak, her på billedet kom han på CNN og konfronterede Rumsfeld[6], hvilket betyder, at han er en af de mennesker i USA, der siger, at det faktisk ikke er i orden, at vi lyver og dræber.

”McGovern (t.h.) har kritiseret angrebskrigen mod Irak, her på billedet kom han på CNN efter han konfronterede Rumsfeld”. Foto: Screenshot & credit: Weneedhelp, YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=JNyg_ntjjn0

Poroshenko derimod, ligeså snart han blev valgt, sagde han straks meget tydeligt i sit første interview i maj 2014, som derefter blev offentliggjort i avisen Bild, at han ønskede, at Ukraine skulle tilslutte sig NATO[7]. Det er igen den vigtige faktor, man bør have in mente, når man ser på regimeskifte – her kom en spiller ind, som vil bringe landet ind i NATO. Da han blev spurgt tre dage efter, han tiltrådte: “Vil du være med i NATO“, sagde han: “Der er ikke et flertal endnu, men jeg ønsker, at man arbejder i den retning“. Og NATO har for flere år siden besluttet, at Ukraine skulle tilslutte sig NATO, allerede tilbage i 2008[8], men dengang havde Ukraine den “forkerte” regering, så at sige, fordi de ikke ville være del af NATO. Men med sådan en spiller-udskiftning, får man lige klaret sagerne.

2. Associeringsaftalen mislykkes

Når vi kommer til denne associeringsaftale, finder vi ud af, at det er et kompliceret udtryk: Associeringsaftale. Hvad kan man sige her: Associeringsaftalen er ikke tiltrådt. Jeg er fra Schweiz. Og I ved: Schweiz er ikke medlem af EU, Schweiz er heller ikke medlem af NATO, det observerer vi udefra, og hvad I også ved, er, at Ukraine skulle underskrive en aftale, der havde noget med EU at gøre. Men det handlede ikke om at blive medlem af EU, Ukraine havde ikke en folkeafstemning, der resulterede i afgørelsen: Vi vil være medlem af EU. Det handlede nærmere om en aftale, der regulerer nogle ting, og man havde på fornemmelsen, at det primært handlede om økonomiske spørgsmål. Men det er ikke helt rigtigt, for hvis man nærlæser aftalen, ser man, at den også handler om noget militært[9].
Striden eskalerede i november 2013[10], da Janukovitj, præsidenten, der senere blev væltet, lod aftalen med EU mislykkes.
Så kom mødet med EU’s udvidelseskommissær Stephan Fule[11].

(t.v.) Viktor Janukovitj, Ukraines præsident og Stefan Fule, EU-kommissær for udvidelse og naboskabspolitik. Foto: Licens CC-BY-4.0. PublicDomain

Fru Gabriele Krone-Schmalz er en meget interessant person, som senere sagde, at denne associeringsaftale ikke blev forklaret ordentligt i medierne, og jeg er fuldstændig enig med hende, fordi hun sagde, at det faktisk startede krisen. Men det er sjældent blevet nævnt, at Afsnit 7[12] i denne aftale henviser til militært samarbejde. Det betyder, at man får følelsen af, at man primært vil bringe Ukraine ind i NATO – det er helt klart en militær taktik. Det andet er samarbejdet med EU, man får på fornemmelsen, at det kun handler om økonomiske spørgsmål. Det er ikke tilfældet. Vi siger også i forskningen, at EU er et fredsprojekt. Og her opstår spørgsmålet om, i hvilket omfang EU egentlig har skabt fred, og om det ikke snarere har skabt krig? Og det er et meget, meget svært spørgsmål, som stadig ikke er diskuteret nok, men da denne aftale havde en så destabiliserende effekt – som vi ser i dag – har Gabriele Krone-Schmalz faktisk ret, når hun siger: “Vi medier burde allerede på et tidligt tidspunkt have vidst, og derefter have rettet os efter, at denne associeringsaftale river Ukraine fra hinanden[13]”.

Gabriele Krone-Schmalz, freelance journalist og forfatter, professor i tv og journalistik (2011), tidligere korrespondent hos ARD, Moskva (1987-1991): “Vi medier burde allerede på et tidligt tidspunkt have vidst, og derefter have rettet os efter, at denne associeringsaftale river Ukraine fra hinanden”. Foto: Licens CC-BY-4.0.

Og det skete faktisk. Altså: Ukraine er revet fra hinanden i dag. Med andre ord handler mit oplæg i dag ikke kun om krigen i Ukraine, det handler også om mediekompetence.

Dette er blevet omtalt en del: Jeg bliver ved med at få e-mails fra folk, der spørger: “Hvordan håndterer jeg medierne nu, jeg er frustreret, jeg er ikke længere tilfreds, hvad gør jeg nu?”. Fordi jeg ikke kan svare på alle e-mails, vil jeg gerne forklare det kort her: I øjeblikket ændrer folks medieadfærd sig på den måde, at vi faktisk plejede at vente og se, hvad der ville blive serveret for os. Så kommer aftennyhederne, de er allerede skrevet, så igen aftennyhederne, omkring ti historier. Og man må gøre sig klart, at vi ikke har mulighed for at huske det hele. I kan prøve at lave en personlig test: Se aftennyhederne, og når det er slut, skriv ned på et stykke papir, hvad de ti historier var. Det meste af tiden vil I skrive: ”I morgen regner det”. Det er omtrent, hvad vi kan huske.

Igen og igen i Schweiz: Federer (schweizisk tennisspiller, red.) vandt. Det betyder, at vi er super-differentierede, vi kan huske alt, men hvis I virkelig prøver det, kan I tage endnu et stykke papir og skrive, hvad kom der i aftennyhederne i går – spørg jer selv: ”Hvad kan jeg stadig huske?”. Og så bliver det altid meget pinligt. I vil finde ud af, at man slet ikke husker noget, og hvad der til slut er tilbage i hukommelsen er fjendebilleder. Fjendebilleder kan vi absorbere følelsesmæssigt.

I ved bare: 9/11 var Osama bin Laden, han er ond, Ukraine er Putin, han er ond. Så meget for politik. Og så har man ganske enkelt ikke en særlig differentieret tilgang til det. Jeg tror, at det, som vi mennesker har brug for nu, er et medieforbrug, hvor man ikke bare venter på, hvad der bliver serveret, men hvor man aktivt søger det, der interesserer én. Altså den tid, man investerer i medieforbrug. Hvor I siger til jer selv: ”Jeg er interesseret i verden”, og så googler I det – selvfølgelig bliver I overvåget – men I kan stadig søge efter et begreb: Jeg er nu interesseret i tomatdyrkning. Ja, det er okay, man kunne være interesseret i at dyrke tomater, og så kan I sige, at jeg nu er interesseret i MH17[14], nedskydningen af et fly. Og så forfølger I dette emne, og det er noget helt andet, når I aktivt søger information om emnet, end når I venter på, hvad der bliver serveret for jer. Det har med mediekompetence at gøre.

”Man skal skelne mellem, hvad der er underholdning og på, hvad der er uddannende. Og man skal aldrig sige: ”Jeg er i gang med at uddanne mig, fordi jeg ser nyhederne”.  Nyhederne er ikke engang blot en smule egnet til at være uddannende. Det skal man være klar over. Mediekompetencen er ret udfordret i det 21. århundrede”. Foto: Licens CC-BY-4.0.

Jeg vil stadig gerne tilføje: I september 2014 underskrev den nye person, der var sat ind, denne associeringsaftale[15].
Så har I allerede lært en hel del, I ved, hvad regimeskifte er, I ved, at denne associeringsaftale havde militære komponenter, og man har denne udtalelse fra Ray McGovern, der siger, at det var et vestligt sponsoreret kup. Når han siger “Vesten”, mener han USA.

”I september 2014 underskrev den nye indsatte person, Petro Poroshenko, associeringsaftalen med Den Europæiske Union”. Poroshenko under et møde i parlamentet i Kiev, den 16.09.2014. Foto: Screenshot & credit: https://www.chinadaily.com.cn/world/2014-09/16/content_18609084_2.htm

3. Imperium USA

I må forstå: USA er det mest magtfulde land i verden, der er 200 lande i verden og USA er det mest magtfulde. Og det er derfor, vi historikere kalder det et imperium. Hver gang jeg siger, at USA er et imperium, er der nogle mennesker, som bliver sure. Så siger jeg: ”Bliv ikke stødt over det, der har altid været imperier: Der var det britiske imperium, Romerriget, hollænderne havde engang imperialistisk politik, og franskmændene havde dele af Afrika som kolonier. Så man skal ikke lade sig ophidse over udtrykket “American Empire”. Man skal ikke blive stødt, når jeg siger, at Paris er i Frankrig. Det er blot fakta. Man skal bare vænne sig til at tage fat på disse fakta. Så kan man spørge, er imperiet velmenende over for verden, eller er det et imperium, der hensynsløst forfølger sine egne interesser? Det kan man diskutere, men man kan ikke diskutere, om USA er et imperium eller ej.
Hvordan konkluderer vi som historikere, om noget er et imperium? Først må vi se på: Hvem har verdens reservevaluta? Og det er, hvad USA har, det er dollaren. Det er ikke euroen, ikke yenen, ikke rublen, og heller ikke schweizerfrancen, det er dollaren. Dette er den vigtigste valuta. Og det meste af tiden har et imperium den vigtigste valuta. I øvrigt kan man printe dollars gratis i USA, da dækningen i guld blev ophævet. Endvidere har USA det største BNP[16], bruttonationalproduktet, det kan man nemlig måle, det er 14.500 milliarder, og det er et tal, man ikke lærer i skolen, for det er et tal, der er så langt ud over det sædvanlige, at man hverken kan forestille sig det, ej heller huske det. Men alligevel er det bare det største BNP, den største økonomi. Igen og igen vil I se, at folk overvejer, om de burde kritisere dette imperium, eller hellere lade være – fordi alle har naturligvis forretningsforbindelser med verdens største forretningsøkonomi.

Og noget, som jeg fandt meget spændende, i Amerika, i februar 2015, var en amerikansk geostrateg, George Friedman[17], som jeg aldrig har mødt – og som jeg heller ikke værdsætter særlig meget, må jeg sige åbent – men hvad han sagde, er alligevel interessant. Han holdt et foredrag i Chicago, og han sagde: “Vi er et meget ungt imperium, vi ønsker ikke en gang at gøre overvejelser om, at vi er et imperium[18]”. Det var, hvad han sagde til amerikanerne. Det er altså en amerikaner, der taler til andre amerikanere. ”Men vi er næsten en fjerdedel af verdensøkonomien. Vi kommer til at skabe besvær for en masse mennesker“. Dét har han ret i!

“Vi er et meget ungt imperium, vi ønsker ikke en gang at gøre overvejelser om, at vi er et imperium”… ”Men vi er næsten en fjerdedel af verdensøkonomien”… ”Vi kommer til at skabe besvær for en masse mennesker”. Foto: Screenshot & credit: Chicago Council on Global Affairs, YouTube: ”George Friedman, “Europe: Destined for Conflict?””. 04.02.2015: https://www.youtube.com/watch?v=QeLu_yyz3tc

Et imperium søger naturligvis at stabilisere og udvide sin magt. Det har overhovedet ikke noget at gøre med menneskerettigheder, det har at gøre med at ville kontrollere miner, at ville kontrollere eksportruter, at ville oprette militærbaser. Men samtidig må man selvfølgelig fortælle offentligheden, at man kun gør det for at hjælpe verden. Men efter min mening er det slet ikke motivet. Man kan også genkende et imperium på, at det har det største luftvåben, hvilket også er ret evident i USA’s tilfælde[19].

Her bomber et amerikansk fly Syrien. De har uden tvivl et overlegent luftvåben, og jeg kan huske, da jeg var dreng på omkring 14 år, gik jeg i biografen og så denne film ”Top Gun”. Måske kender de ældre blandt jer denne film? Det er en film med Tom Cruise og flyvemaskiner, og ligesom alle andre unge mennesker syntes jeg, den var fantastisk: Hurtige flyvemaskiner og også motorcykler, det var meget tydeligt for mig, at det er en film af høj kvalitet. Jeg vidste ikke noget om international politik på det tidspunkt, det var først tyve år senere, at jeg fandt ud af, at hvis man vil have et hangarskib, eller fly eller flere fly, skal man give manuskriptet til Pentagon først[20]. Da blev jeg naturligvis fuldstændig forarget, for jeg vidste ikke på forhånd, at Pentagon kigger på manuskriptet og afgør, om opsætningen af godt og ondt er korrekt; hvis det ikke stemmer overens med Pentagons interesser, så låner man ikke fly, og en film lavet med papfly er ikke så cool.
Det er netop den kulturelle magt, som amerikanerne har, og i deres film formidler de, f.eks. i “American Snipers”, deres kulturelle analyse af verden. Jeg var forfærdet over at finde ud af det og har ikke set ”Top Gun” siden!

”Imperium USA; de har uden tvivl et overlegent luftvåben”. F22 Raptor. U.S. Airforce. Foto: PublicDomain.

Amerikanerne har det højeste antal droner[21]. De er af typen, man kalder “Predator”-dronen, og de har allerede skudt omkring 3.000 mennesker med disse droner. Og den amerikanske professor, Noam Chomsky, siger, at dette er den største terrorgruppe, der findes[22]. Disse droner er ubemandede, der er ikke nogen inde i dem, det er soldater på jorden med joystick, som skyder raketterne ned, og så dør folk. Og 3.000 døde er ret meget. Tænk, hvis Al-Qaeda havde droner og havde skudt 3.000 mennesker i løbet af de sidste ti år? Man ville finde det helt uacceptabelt og ville omtale det som en ekstrem form for terrorisme, men når imperiet gør det, kaldes det kontra-terrorisme[23].

Så man skal altid se meget, meget nøje på, hvordan sproget rent faktisk bruges. Et imperium har en interesse i at bruge sproget på en sådan måde, at de kan opnå det, man kalder “manufacturing consent” (fabrikeret samtykke, red.). Og det virker. Nogle af dronerne styres i øvrigt via Ramstein-basen[24]. Amerikanerne har også flest hangarskibe, så nu jeg er tilbage til ”Top Gun”. Det er dér, det bliver ret tydeligt: De har ti hangarskibe, briterne har to, Kina har ét, Rusland har ét[25]. Så se bare, hvad der er et imperium her, det behøver man ikke diskutere længe. Schweiz har heller ingen hangarskibe. Så det er åbenlyst, at hvis man har hangarskibe, så kan man kontrollere havområderne.
“USA kontrollerer alle havene“, siger George Friedman, “det har ingen magt gjort før. Briterne havde også en stærk flåde, men det var ikke muligt at kontrollere alle havene på det tidspunkt, fordi de ikke kunne komme hvor som helst hen særligt hurtigt. Derfor kan vi invadere andre lande, men de kan ikke invadere os. Det er meget fint[26]”.

Så det betyder: De kan angribe naboen og røve alt, men naboen kan ikke komme til dem, fordi de har ti hangarskibe rundt om huset. Så enkelt kan det forklares. “Vi skal bevare kontrollen over havene og luftrummet, fordi det er grundlaget for vores magt”. Så imperiet afspejler den magt. Det er ikke en hemmelighed i USA, men eliten i USA er fuldstændig klar over, at de er imperiet og de udnytter den magt, de har.

Selvfølgelig – det er det interessante ved en informationsrevolution – vi er midt i en informationsrevolution – og denne informationsrevolution bliver overvåget. NSA[27] er den største efterretningstjeneste i USA inden for signal-efterretningsområdet. Signal-intelligens betyder ”blot” overvågning af digital kommunikation, altså e-mails, Twitter og Facebook, alle disse sociale medier. Og det blev sagt på det tidspunkt, ja, Obama sagde at: “Ingen lytter til dine opkald[28]“.

“Imperium USA; NSA er den største efterretningstjeneste i USA inden for overvågning af digital kommunikation, altså e-mails, Twitter og Facebook, alle disse sociale medier. Og Obama sagde at: “Ingen lytter til dine opkald””. NSA’s hovedkvarter i Fort Meade, Maryland. Foto: PublicDomain.

Der var en diskussion i Tyskland, om hvorvidt amerikanerne aflyttede tyskerne. Og dertil er der altid et spørgsmål mere: Tror du på præsidenten? Det er spørgsmålet. Præsidenten er altid bare imperiets overhoved. Og han skal kommunikere for imperiet. Han kan ikke sige: ”Jeg vil gerne undskylde for Irak-krigen, vi løj der: Det var ABC-våben. Jeg vil også gerne reducere oprustningsbudgettet med 90 %, og derefter vil jeg flyve til alle lande og undskylde der, fordi vi bombede dem”. Det ville blive en længere runde. Hvis du gjorde det som præsident, ville du blive skudt. Det vil sige, at præsidenten har en funktion, når han siger: “Ingen lytter til dine opkald“. Men det er ikke sandt. Det er skuespil.

“At spionere blandt venner er ikke acceptabelt[29]”, sagde Angela Merkel, da det stod klart, at hun også blev aflyttet. Det var det, som debatten gik på. Er det kun terrorister, som bliver aflyttet eller hvad? Denne debat er ikke slut.

“At spionere blandt venner er ikke acceptabelt”, sagde Angela Merkel, da det stod klart, at hun også blev aflyttet. Det var det, som debatten gik på. Er det kun terrorister, som bliver aflyttet eller hvad? Denne debat er ikke slut. Foto: Screenshot & credit: https://www.theguardian.com/world/2013/oct/24/angela-merkel-nsa-spying-allies-not-on

Så imperiet har også de bedste muligheder for at aflytte folk. Det betyder, at hvis du har mistet en e-mail – det sker nogle gange – og du ikke kan huske, hvad du har skrevet i den… Så ring til NSA, måske har de en kopi?

Men jeg vil gerne sige, at selv om man er bevidst om det, så skal man ikke lade være med at kommunikere. Folk siger: “Jeg fandt ud af, at NSA overvåger os, så vi vil ikke kommunikere mere“. Det giver ingen mening. Jeg vil hellere opfordre jer til at kommunikere med hinanden, til at udveksle ideer, fordi: Der er to superkræfter. Den første supermagt er USA. Og den anden supermagt er ikke Kina, det er ikke Rusland, det er ikke Tyskland eller EU – det er den offentlige mening.

Det er den næststørste supermagt, og det er derfor, der er en kamp i gang om den offentlige mening, altså om den næststørste supermagt. Så I må ikke narre jer selv til at tro, at der ikke er en kamp i gang i dette område. Nu kan I så spørge, hvor er dette område, kan du lokalisere det geografisk? Ja, det er mellem dine ører. Der er en kamp om dette rum, og denne kamp bliver udkæmpet på meget, meget intens manér.

Nu kan det siges, at for imperiet, er Eurasien det sværeste område. Eurasien er området Europa og Asien sat sammen[31]. Det er vist her med grønt, og hvis man ser på det: Det er et ret stort hjørne. Og der findes også den største mængde råstoffer: Mellem Den Persiske Golf og Det Kaspiske Hav[32]. Derfor er målet for imperiet, der ellers ligger herovre, at kontrollere dette område. Men det er lidt vanskeligt, fordi de er meget mindre og Eurasien meget større.

”George Friedman sagde i år: “USA, som et imperium, kan ikke konstant intervenere i Eurasien. Altså, det er jo Eurasien, og det er ret stort. Jeg anbefaler en teknik, som præsident Reagan brugte mod Iran og Irak: Han støttede begge stridende fraktioner! Så kæmpede de mod hinanden og ikke mod os””. Kort over Eurasia. Foto: Licens CC BY-SA 3.0

Schweiz er ikke ligefrem stor, men området, altså hele Eurasia-området er stort. Og amerikanerne sagde: ”Nå, her har vi Rusland. Russerne har mange råstoffer, olie og gas, mens tyskerne er meget kloge, de har en masse teknologi, en masse viden – vi skal simpelthen forhindre tyskerne og russerne i at arbejde sammen. Det ville være meget bedre, hvis russerne og tyskerne skyder hinanden, for så bliver de begge svækket”. Nu vil nogle måske finde, at det er en grov idé, men det er præcis, hvad der blev foreslået i amerikansk geostrategi. George Friedman sagde i år: “USA, som et imperium, kan ikke konstant intervenere i Eurasien. Altså, det er jo Eurasien, og det er ret stort. Jeg anbefaler en teknik, som præsident Reagan brugte mod Iran og Irak: Han støttede begge stridende fraktioner! Så kæmpede de mod hinanden og ikke mod os. Det var kynisk og amoralsk. Men det virkede. Fordi USA ikke er i stand til at besætte hele Eurasien. I det øjeblik vi sætter en støvle på europæisk jord, er vi totalt i undertal på grund af demografiske forskelle. Og det er selvfølgelig helt klart. Man kan ikke besætte dette område med tropper. Selvfølgelig kan man opildne Iran og Irak mod hinanden – det virker. Og man kan opildne Tyskland og Rusland mod hinanden, hvis befolkningen ikke er på vagt. Vi kan besejre en hær, men vi kan ikke besætte Irak. Men vi kan støtte stridende magter. Selv briterne gik ikke direkte ind og besatte Indien, men opildnede individuelle indiske stater mod hinanden[33]”.

Jeg tillader mig at spørge her ud i rummet: Hvem kender dette citat? Bare så jeg kan få en fornemmelse. Må jeg også spørge, hvem der aldrig har hørt dette citat? Jeg vil gerne igen pointere, at når det her bliver foreslået, at spille Tyskland og Rusland ud mod hinanden, så er det ligesom Irak og Iran, hvor krigen varede fra 1980 til 1988 og krævede 400.000 menneskeliv[34]. Altså lyder anbefalingen på: 400.000 omkomne mellem Tyskland og Rusland og det – jeg er nu aktiv i fredsforskning – kan jeg slet ikke anbefale!
Her har I Rumsfeld, der møder Saddam Hussein. Det har man måske glemt, idet man tror, at de altid har været modstandere. Nej, i 1980’erne støttede USA Saddam Hussein[35]. Og under Iran-Kontra-affæren blev det klart, at USA også støtter Iran[36]

”Rumsfeld møder Saddam Hussein. Det har man måske glemt, idet man tror, at de altid har været modstandere. Nej, i 1980’erne støttede USA Saddam Hussein”. Foto: screenshot & credit: https://nsarchive2.gwu.edu/NSAEBB/NSAEBB82/

Når jeg siger det til mine elever, siger de: ”Vent et øjeblik, nu lyder det sindssygt: De forsynede begge sider med våben?”. Så siger jeg: ”Ja. Det må I forstå”. Og så suger de det ind. Og så siger de: ”Men det her har ikke noget med menneskerettigheder at gøre”. Og så siger jeg: ”Sig det en gang til, tak!”.

”USA’s hovedinteresse, som vi gentagne gange har udkæmpet krige for – i 1. og 2. verdenskrig, og også i den kolde krig – har hele tiden været forholdet mellem Rusland og Tyskland. Forenet er de to stater den eneste kraft, der kan true os. Vores hovedinteresse er at sikre, at det ikke sker[37]”. Dette siger George Friedman igen. Han hedder Friedman,(frieden er tysk for fred, red.) men han har ikke særligt meget med fred at gøre.

Så det handler faktisk om dette forhold. Forholdet mellem Tyskland og Rusland er ikke et hvilket som helst forhold, det skal man være opmærksom på. Dette forhold er et meget vigtigt forhold i dette store eurasiske rum. Hvis Tyskland og Rusland er venner – det vil jeg anbefale dem at være – så har de mere magt. Hvis Tyskland og Rusland skyder hinanden, så har de mindre magt.

Jeg spurgte mig selv: ”Mon det er blevet diskuteret i politik, altså denne idé om at opildne Tyskland og Rusland mod hinanden?”, og så fandt jeg dette citat fra Sarah Wagenknecht fra Venstrepartiet, fra Forbundsdagen her i Berlin, nu i marts 2015[38]:
“Lederen af STRATFOR[39] forklarede for nylig de specifikke amerikanske interesser i Europa med imponerende åbenhed: USA’s hovedinteresse er at forhindre en alliance mellem Tyskland og Rusland, fordi de sammen er den eneste magt, der kan true USA“. Og det har kansleren selvfølgelig også hørt, hvilket betyder, at disse ting bliver diskuteret i politik.

Men altså, dem derhjemme foran fjernsynet, de hører det sjældent. Det er bare ikke noget, der kommer på ARD-aftennyhederne, og det er heller ikke noget, man hører på Pro 7. Derfor er jeg fortaler for, at man selv tager affære og siger: ”Okay, jeg googler George Friedman”.

En kollega fortalte mig, at han (Friedman, red.) sagde, at Tyskland og Rusland skulle stilles op mod hinanden, og at du kan se det på YouTube. Dette er den nye mediekompetence. Det kommer. Personligt ser jeg stadig Champions League, men man skal skelne mellem, hvad der er underholdning – på dette punkt kan man godt gå helt tomhjernet med – og på, hvad der er uddannende. Og man skal aldrig sige: ”Jeg er i gang med at uddanne mig, fordi jeg ser nyhederne”. De (nyhederne, red.) er ikke engang blot en smule egnet til at være uddannende. Det skal man være klar over. Altså er mediekompetencen ret udfordret i det 21. århundrede.

4. NATO-ekspansion mod øst

Vi har nu diskuteret det amerikanske imperium, og jeg vil nu sætte fokus på til det meget vigtige punkt i NATO’s udvidelse mod øst[40].

NATO´s udvidelse: Fra 1949 til 2014. Foto: screenshot & credit: https://medium.com/dan-sanchez/libertarians-and-ukraine-9746bb3c3b19

Putin er den onde mand lige nu – I har måske bemærket, at international politik som forklaret af medierne er ret enkel, det er altid jagten på den onde mand. Den onde mand bliver ved med at ændre sig, Saddam Hussein, Gaddafi, når de er væk, så får vi en følelse af, at alt er i orden igen, indtil der kommer en ny ond mand, Bin Laden, så skal han dræbes, eller Milosevic.

Det betyder, at der altid er gang i denne jagt, nogle gange hedder han Assad, nu er det Putin. Sådan bliver det altid forklaret: International politik handler om at fange den onde mand og dræbe ham.

Der står aldrig: Det handler om indflydelsessfærer, det handler om militærbaser, det handler om råstoffer. Og jeg må bare fortælle jer: Denne historie om den onde mand er en historie for de dumme. Den er ganske enkelt ikke rigtig. Og når man så indser dét med, at den onde mand nogle gange bliver støttet med våben, og børnene spørger: ”Men mor, hvorfor giver man den onde mand disse hurtige våben, disse farlige våben?”. Så vil mor heller ikke vide, hvad hun skal sige.

Men jeg siger bare: Saddam Hussein blev først støttet af USA, og senere blev han en ond mand. Og denne tendens kører videre, Putin er den onde mand, han er altid i medierne, og det bliver endnu mindre diskuteret i USA, om denne karikatur af skurken i virkeligheden er rigtig eller ej.

Noam Chomsky kan jeg varmt anbefale, ham sætter jeg pris på, hvis du ikke ved, hvad du skal google, så google Noam Chomsky. Meget interessant analyse. Han siger: “Putin handlede ulovligt. Men at portrættere ham som et galt monster, der er hjernesyg og har Alzheimers, som et ondt væsen med rotteansigt, det er i det bedste tilfælde blot Orwellsk fanatisme[41]”. (Orwell er en britisk forfatter, som har skrevet bogen 1984[42). ”Uanset hvad man mener om hans (Putins, red.) politik, er det forståeligt”. Chomsky laver noget her, som nu er næsten umuligt at gøre i de almindelige medier. Han siger: ”Du skal forstå Putin. Idéen om, at Ukraine skulle tilslutte sig en vestlig militæralliance, ville være uacceptabel for enhver russisk leder”.

Og det er præcis, hvad jeg ser. Vi satte os alt for lidt ind i hovedet på russerne og spurgte aldrig os selv: Er det muligt for russerne at lukke Ukraine ind i NATO? Og svaret er meget klart: Nej!

Nu er der endnu en skurk i spillet ved navn General Breedlove. For mig er det interessant, at deres navne er Friedman og Breedlove. De er kolleger der er temmelig hårde.

Og her er en amerikansk general (Breedlove, red.). Folk kan lide at have et fjendebillede. Volker Pispers sagde engang: ”Hvis fjenden er kendt, har dagen struktur[43]”. Og det har han fuldstændig ret i. Og nu er spørgsmålet: Er dette det bedste fjendebillede (Putin, red.)? Eller dette? (Breedlove, red.)? Det første er NATO’s fjendebillede (Putin, red.).

 Foto1 Putin: screenshot; credit: https://www.stern.de/politik/ausland/wie-bereitet-man-putin-eine-freude–merkel-weiss-es-7897898.html    Foto2 Breedlove: PublicDomian.

Den øverstbefalende for Europa (SACEUR) er Breedlove[44], og man kunne udpege ham i medierne, så folk ville sige, at Breedlove er ansvarlig for krigen i Ukraine. Men bundlinjen er, at det sker ikke; Putin bliver hele tiden præsenteret og Breedlove næsten aldrig. Må jeg spørge: Hvem kender overhovedet til Breedlove? Okay, det er en del. For fuldstændighedens skyld: Hvem kender Putin?

Omkring NATO’s udvidelse mod øst – der er BRD, (det tidligere Vesttyskland indtil genforeningen, red.). Der er DDR (det tidligere Østtyskland, red.), og det er noget, som folk stadig har i tankerne. Se herovre, dette er DDR. Det handlede om, at folk efter Berlinmurens fald sagde, at de ville genforene Tyskland. Og jeg synes, det er en meget god ting, at Tyskland blev genforenet. Men det betød, at DDR blev renset for russiske kampvogne. Russerne måtte under Gorbatjov trække deres kampvogne tilbage fra DDR. Først da kunne Tyskland genforenes. Jeg ville have fundet det bedre, hvis hele Tyskland havde forholdt sig neutralt. Men så blev Tyskland taget ind i NATO. Altså hele Tyskland – det er I bestemt klar over – er nu et NATO-medlem. Man skal være taknemmelig for, at russerne dengang trak deres tropper tilbage uden at affyre et skud. Det er lige blevet glemt. Det er 25 år siden, vi er her i Berlin, afslutningen på Anden Verdenskrig er 70 år siden, og disse ting vedrører mig selvfølgelig som historiker.

Hvordan kan det være, at russerne af NATO-landene nu bliver holdt ansvarlige for alt ondt, selv om de faktisk gjorde det muligt for Tyskland at blive genforenet dengang, uden at nogen blev dræbt? De havde lovet, at DDR kunne blive befriet fra russiske tropper. Gorbatjov sagde, at de trak sig ud, men han sagde, at han ikke ønskede, at NATO skulle udvides yderligere, og det lovede amerikanerne ham så[45] – på dette tidspunkt. Russerne begik en fejl ved ikke at have det på skrift. Det er en stor fejl. Jeg ved heller ikke, hvad de tænkte på. Men sådan en udtalelse ville jeg helt sikkert få ned på skrift næste gang, for så kunne russerne fremlægge dette dokument nu. Det kan de så ikke. Men der har altid været denne udtalte erklæring om, at det blev lovet.

Efter dette brød amerikanerne selvfølgelig løftet. Polen tilsluttede sig NATO, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Albanien, Kroatien. Tyrkiet er allerede i NATO, ser I: NATO har bevæget sig østpå, det er der absolut ingen tvivl om, blandt historikere. Og det, som man gør nu – man vil gerne tilføje denne ”lille smule”: Ukraine. For så er man endnu tættere på Moskva. I min optik er det NATO’s strategi.

Jeg siger altid, at hvis Napoleon var startet herfra, havde han haft en kortere rute. Og det er indlysende for alle. Og det, mine damer og herrer, er geo-strategi.

Da NATO-topmødet i Wales[46] fandt sted, henvendte Pro 7 sig til mig og spurgte: “Hr. Ganser, du er en NATO-ekspert, kan du ikke sige noget om Ukraine-krigen?“. Jeg siger: “Jo, det kan jeg godt“. De kom med et kamerahold. Og så forklarede jeg dem ind i kameraet:
“Ser I, hovedproblemet i Ukraine-krigen er NATO’s vilje til at inkludere Ukraine i NATO – dét er hovedproblemet. NATO har systematisk udvidet østpå i løbet af de sidste 25 år”. – “Mange tak, hr. Ganser, meget interessant, alt er i orden”.
Dagen efter får jeg en e-mail, hvor der står: “Kære hr. Ganser, pga. travlhed med andre begivenheder kan vi ikke publicere dit indslag. Med venlig hilsen”.

Og det er selvfølgelig meningen: Hvis du kritiserer Putin, så kommer det i aftennyhederne, hvis du kritiserer NATO’s østudvidelse, så bliver det klippet ud. Og så føler folk, at det er ubetydeligt. Men på et tidspunkt vil man kunne bemærke, at denne side af sagen er blevet alt for lidt belyst.

Nu ville Ukraine så selvfølgelig være et kæmpe skridt videre i retning af en NATO-udvidelse. Desværre er jeg fast overbevist om, at NATO vil forfølge dette mål. Men det vil russerne ikke tillade. De er mere tilbøjelige til at sønderdele Ukraine i en borgerkrig end at lade hele Ukraine komme ind i NATO. Og det er netop et eksempel på denne udvikling, som Friedman omtaler – han siger: ”Det ville stadig være godt, hvis tyske NATO-soldater endte med at skyde russere i Ukraine”. Så her har I rottefælden. Den står klar. Man kan gå i fælden, eller man kan lade være.

Selvfølgelig: I aftennyhederne forklarer man det fra denne side til folket. Her forklares det i 2014: ”Putin muliggjorde krig igen i vores del af verden. Han er ikke længere en partner, han er en modstander[48]”.

Og det er så kommentaren. Kommentaren var først i tysk tv, dvs. her er på forhånd tænkt for alle. Og til dem, der ikke helt har forstået det endnu: Det er helt klart, at Putin ikke længere er en partner, men en modstander. Der er ingen refleksion over, at NATO har ekspanderet yderligere. Der er ingen refleksion over NATO’s udvidelse mod øst, der er ingen refleksion over, at Rusland gjorde det muligt for Tyskland at genforenes fredeligt. Der er ikke mere end én side af sagen. Den anden side bliver bare smidt under bordet. Man kunne også have sagt: US General Breedlove, (Saceur betyder Primeur Commander Europe), han er simpelthen den højeste NATO-general i Europa, som i øvrigt altid er amerikaner, og det er ikke tilfældigt. Amerikanerne kontrollerer NATO, alle andre kan deltage, men amerikanerne afgør i hvilken retning, der bliver skudt. Man kunne ligeså godt også have sagt: Breedlove har sørget for, at krig igen er en tænkelig mulighed i vores del af verden. Hán er ikke længere en partner, hán er en modstander.

I Amerika er der selvfølgelig professorer, der stiller kritiske spørgsmålstegn ved det hele. John Mearsheimer fra University of Chicago sagde: “Forestil dig forargelsen i Washington, hvis Kina smedede en stærk militær alliance og forsøgte at hverve Canada og Mexico til den[49]”. Forestil dig det!

Man skal bare gøre noget meget simpelt i fredsforskning: Man skal vende rollerne om. Kan I huske, da Frankrig (med NATO, red.) bombede Libyen, og der var 30.000 døde[50]? Tænk hvis Gaddafi havde bombet Frankrig, og der var 30.000 døde. Det ville have været anderledes. Eller hvis Rusland havde udvidet og absorberet Mexico og Canada i en militær alliance. De bliver jo udfordret.

Mediekompetence spiller en meget vigtig rolle i det 21. århundrede. I skal skal beslutte, om I vil se Pro 7 eller Sat 1. Svært at svare på.
Nu har I allerede lært en hel del: I ved, at regimeskiftet i Ukraine er som et fodboldskifte, associeringsaftalen indeholdt militære elementer. I ved, at USA er et imperium, og I ved, at NATO har udviklet sig i løbet af de sidste 25 år, NATO har udvidet mod øst”.