Præsidenternes firma – verdens største krigsindustri
Hvad har de to tidligere præsidenter George H. W. Bush og hans søn George W. Bush tilfælles med tidligere præsident Tony Blair fra England, tidligere nationalbankdirektør Karl Otto Pöhl, Tyskland, tidligere finansminister James Baker, USA, tidligere præsident Fidel Ramos fra Filipinerne og med tidligere premierminister Anand Panyarac fra Thailand?
Svaret er: The Carlyle Group, som med op imod 200 milliarder dollar i spil i dag er verdens største aktør inden for de politisk styrede sektorer: rumfart, energi og krigsindustri. Firmaet, som med sine primære investeringer i dag beskæftiger mere end 600.000 mennesker verden over. Desuden har Carlyle Group et globalt netværk af samarbejdspartnere og har investeret massivt i havneanlæg, industrikomplekser og olieraffinaderier i hele verden. I de seneste år er investeringerne udvidet til andre brancher, og f.eks. købte Carlyle Group i 2005 verdens største biludlejningskoncern, Hertz. I Danmark ejer Carlyle Group en række industri- og erhvervsejendomme.
Særdeles dårlige odds for forsvarsindustrien
Da firmaet blev stiftet, var odds’ene for dets kerneforretning – forsvarsindustri – særdeles dårlige, men i kraft af den første golfkrig fik Carlyle Group vind i sejlene og flere toppolitikere kom på lønningslisten. Den helt store katalysator for firmaets vækst blev 11. september 2001 og de krige, begivenheden siden har afstedkommet. Carlyle Group har bevaret sin position i magtens centrum helt frem til i dag, hvor præsident Obama f.eks. i 2011 udnævnte den mangeårige Carlyle-partner Jerome H. Powell som ny præsident for den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve.
Branchen rystede på hovedet
Da de to venner, Stephen Norris, finansdirektør på Marriot Hotel i Washington og advokat David Rubinstein, i 1987 etablerede et privat investeringsselskab med interesser i forsvarsindustrien, rystede alle i branchen på hovedet. Det var for sent, sagde man – den svulmende amerikanske krigsindustri var efter den kolde krigs afslutning skrumpet ind til ukendelighed, og ingen spåede sektoren nogen fremtid. Men de to unge forretningsfolk havde en vision, og selskabet var grundlagt i Washington af én bestemt årsag: De ville målrettet gå efter at involvere folk i og omkring magtapparatet ved Det Hvide Hus, Pentagon og den store statsadministration, og Carlyle-stifter David Rubenstein havde den rette mand i tankerne: Mangeårig CIA-direktør og senere forsvarsminister under præsident Reagan, Frank Carlucci, som han kendte fra sin tid i Carter-administrationen.
Fra forsvarsminister til krigsdirektør
Da Carlucci forlod sit embede under Reagan i 1989, blev han således den første ”politiske” direktør og senere formand for Carlyle Group, og under og op til den første golfkrig året efter fik Carlyle grundlagt en gigantisk formue med givtige investeringer i de dele af amerikansk krigsindustri, som fik de store regeringskontrakter. Systemet med at indlejre tidligere toppolitikere med magtfulde kontakter og globalt netværk så ud til at virke efter hensigten, og i 1994 blev tidligere præsident George H. W. Bush (vicepræsident 1981-1989, præsident 1989-1993) tilknyttet som rådgiver. Da Englands premierminister John Major forlod sin toppost i politik i 1997, blev den straks skiftet ud med stillingen som europæisk vicepræsident for Carlyle Group, og så fremdeles. Dertil kommer gennem årene en lang række af internationale topfigurer, som ikke er ansat – men som har haft roller som konsulenter, rådgivere eller højtlønnede foredragsholdere ved diverse salgsarrangementer.
Bush-familien og det saudiarbiske kongehus
Tilknytningen af George H. W. Bush (den ældre) bragte nye og ikke mindst mellemøstlige dimensioner til Carlyle’s kontaktnet. Bush-familien havde tætte forbindelser til det saudiarabiske kongehus, som især byggede på 1973-aftalen om olie-kun-for-dollar mellem USA og Saudiarabien og den efterfølgende massive amerikanske tilstedeværelse i landet. Allerede i 1976, da George H. W. Bush var direktør for CIA, havde han fået nære forbindelser til chefen for den saudiske efterretningstjeneste, Sheikh Kamal Adham – der senere blev dømt som en af hovedmændene i den internationale bankskandale med BCCI, Bank of Credit and Commerce International, der blev dømt kriminel og tvangslukket i 1991.
Bush og Bin Laden Bush’s forbindelser omfattede også forretninger med en af Saudiarabiens rigeste familier, Bin Laden-familien, som dog ifølge Carlyles egne oplysninger allerede var investor i Carlyle på dette tidspunkt. Ifølge grundlægger gjorde man allerede forretninger med Bakr Bin Laden, overhovedet i Saudi Bin Ladin Group, som var blevet uddannet på et universitet i Florida i 1979 og havde et bredt amerikansk netværk. Uanset rækkefølgen rejste George H. W. Bush i 1990’erne store beløb fra Saudiarabien til Carlyle Group. Han tog på rejser til Thailand og Sydkorea; besøg der blev efterfulgt af massive investeringer fra de respektive lande i Carlyle og siden store Carlyle-opkøb af industrier, teleselskaber eller finansvirksomheder m.v. i de respektive lande. Sideløbende har man opbygget amerikanske militærbaser i det meste af Asien og Mellemøsten, i vid udstrækning bygget af Halliburton og Saudi Bin Laden Group.
Bush junior kommer ind i systemet
George H. W. Bush havde allerede i 1990 fået sin søn George W. Bush, placeret i bestyrelsen for luftfartsselskabet Caterair, som Carlyle havde opkøbt, og dermed var sønnen introduceret i organisationen. Kort herefter fik Bush (junior) som nyudnævnt guvernør i Texas kanaliseret 100 mio offentlige pensionspenge ind i Carlyle Group. Men golfkrige og små konflikter op gennem 1990’erne var ikke nok til at holde troen oppe på den amerikanske krigsindustris fremtid. Det blev beskrevet utvetydigt i rapporten ”Rebuilding Americas Defences” fra 2000, udgivet af en tænketank ved navn Project Of A New American Century (PNAC) og medunderskrevet af bl.a. Poul Wolfowitz, Gordon Libby og Donald Rumsfeld. I afsnittet ”Creating Tomorrows Dominant Force” hedder det, at kun en ”katalyserende katastrofe som et nyt Pearl Harbor” kan sikre den hurtige transformering af den amerikanske krigsindustri, som er ønskelig af både økonomiske og politiske årsager.
Krigsindustrien manglede en katastrofe i 2001
Da George H. W. Bush’s søn, George W. Bush, tiltrådte som præsident i januar 2001, manglede krigsindustrien med egne ord en katastrofe i stil med Pearl Harbor for at kunne komme rigtigt i sving igen, og for Carlyle Group ville dette betyde helt gigantiske vækstmuligheder i et marked, som de fleste andre investorer så ud til at dømme dødt – simpelt hen fordi fjenderne var væk efter Sovjetunionens sammebrud. Præsident Bush’s administration var på det nærmeste blevet spækket med PNAC-medlemmer: Elliot Abrams, Richard Armitage, John Bolton, Elliot Cohen, Dick Cheney, Lewis Libby, Richard Perle, Donald Rumsfeld, Paul Wolfowitz og Robert Zoellick er blot nogle af de mest kendte navne – og flere af dem var før eller siden at finde på lønningslisten hos Carlyle. Rumsfeld var f.eks. formand for Carlyle fra 1989 til 1992, og Carlyle investerede massivt i Halliburton mellem 1995 og 2000, hvor Dick Cheney forlod sin direktørpost i firmaet for at blive vicepræsident i Bush-regeringen.
Uanede bevillinger og uhæmmet vækst Den nødvendige katalyserende begivenhed for våbenindustrien kom i form af det såkaldte terrorangreb 11. september 2001, som med øjeblikkelig virkning indledte en næsten uhæmmet vækst i krigsindustri, og sikkerhedsindustri, kommunikation og energisektor m.v. Terrorangrebet udløste desuden uanede bevillinger til alt, som kunne forbindes med ”krigen mod terror”, ligesom det blev benyttet til direkte afsæt for den fortsatte tilstedeværelse af vestlige tropper i Irak, Afghanistan og flere andre lande i området.
Gigantiske ordrer fra Pentagon efter 2001
Pentagons største kontraktpartnere fik gigantiske ordrer efter 2001, og alene invasionen af Irak har som bekendt været af største betydning for A.P. Møllers formue (A.P. Møller Maersk var enekontraktor for Pentagon m.h.t. containertransport under den første golfkrig). Tilsvarende var Carlyle Group i 2005 vokset til via sine investeringer at være Pentagons 11. største samarbejdspartner – et samarbejde med en partner, hvis budgetter er politisk bestemt og vokset markant siden 2001. Den 11. september 2001 klokken 09.00 startede et spektakulært møde på Hotel Ritz Carlton i Washington DC, hvor Carlyle Group holdt sin årlige fire dages investorkonference. I en særlig suite mødtes Frank Carlucci, James Baker og David Rubenstein med Shafig bin Laden, som repræsenterede Bin Laden-familiens investeringer i USA, til et afsluttende møde. George H. W. Bush menes ikke at have været med, da han officielt forlod konferencen aftenen før. Afslutningen på den årlige investorkonference fandt således sted på samme tid som den skelsættende begivenhed, der endegyldigt kom til at sikre Carlyle-gruppens vækst i årtier frem.
Et øjeblikkeligt boom
Med 11. september 2001 opstod den nye fjende, som våbenindustrien og magtmenneskene i USA havde manglet. Ikke alene skabtes et øjeblikkeligt boom i stort set al industri, som havde blot perifer berøring til forsvarssektoren, men udsigten til meget store krigsoperationer i årene herefter skabte fornyet og velbegrundet optimisme. Pentagon fik allerede dagen efter 11. september 2001 lovning på nye milliarder, og samtidig blev der igangsat langsigtede projekter med nye bevillinger til NSA og CIA under overskriften ”krigen mod terror”. Overvågningsindustrien forvandlede sig fra at være et perifert erhverv til at blive en global industri, og i kølvandet på krigene voksede genopbygningsindustrien til hidtil uanede størrelser. I alle disse sektorer har Carlyle Group siden placeret sine investeringer. Blandt de nyere investorer i Carlyle Group er f.eks. regeringerne i Abu Dhabi og De Forenede Arabiske Emirater. Carlyle Group har i dag 1.400 ansatte fordelt på 34 kontorer verden over. Carlyle har i alt ca. 1.500 investorer fra 74 lande.
Politik, våbenindustri og penge Flere uafhængige researchere og politiske kommentatorer har gennem årene beskæftiget sig med Carlyle Group og den åbenlyse magtkoncentration i grænselandet mellem politik, våbenindustri og penge. Journalist Wayne Madsen siger f.eks.: “Carlyle bruger Bush Senior til at gøre entré i adskillige regeringskontorer rundt om i verden – hos præsidenter, premierministre, konger, sheiker, emirer og sultaner. Bush Senior bruger forbindelserne til at få penge ind i Bush-kooperativer, hvis fonde så igen finder vej ind i Bush-familiens kampagne-maskiner.“ Listen over koncerner, som i dag ejes af Carlyle, er imponerende lang. De ejede pr. 2010 virksomheder som f.eks. verdens største biludlejningsfirma Hertz, den franske avis Le Figaro, Loews Entertainment og det svenske bredbåndsselskab ComHem. Carlyle er desuden gennem en lang række selskaber og datterselskaber inden for våben og aerospace den ubetinget største leverandør af udstyr, køretøjer og ammunition til det amerikanske forsvar og hermed til den amerikanske krigsmaskine samt i vid udstrækning hele NATO-apparatet.
Kilder:
Præsidenternes firma – verdens største krigsindustri
Hvad har de to tidligere præsidenter George H. W. Bush og hans søn George W. Bush tilfælles med tidligere præsident Tony Blair fra England, tidligere nationalbankdirektør Karl Otto Pöhl, Tyskland, tidligere finansminister James Baker, USA, tidligere præsident Fidel Ramos fra Filipinerne og med tidligere premierminister Anand Panyarac fra Thailand?
Svaret er: The Carlyle Group, som med op imod 200 milliarder dollar i spil i dag er verdens største aktør inden for de politisk styrede sektorer: rumfart, energi og krigsindustri. Firmaet, som med sine primære investeringer i dag beskæftiger mere end 600.000 mennesker verden over. Desuden har Carlyle Group et globalt netværk af samarbejdspartnere og har investeret massivt i havneanlæg, industrikomplekser og olieraffinaderier i hele verden. I de seneste år er investeringerne udvidet til andre brancher, og f.eks. købte Carlyle Group i 2005 verdens største biludlejningskoncern, Hertz. I Danmark ejer Carlyle Group en række industri- og erhvervsejendomme.
Særdeles dårlige odds for forsvarsindustrien
Da firmaet blev stiftet, var odds’ene for dets kerneforretning – forsvarsindustri – særdeles dårlige, men i kraft af den første golfkrig fik Carlyle Group vind i sejlene og flere toppolitikere kom på lønningslisten. Den helt store katalysator for firmaets vækst blev 11. september 2001 og de krige, begivenheden siden har afstedkommet. Carlyle Group har bevaret sin position i magtens centrum helt frem til i dag, hvor præsident Obama f.eks. i 2011 udnævnte den mangeårige Carlyle-partner Jerome H. Powell som ny præsident for den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve.
Branchen rystede på hovedet
Da de to venner, Stephen Norris, finansdirektør på Marriot Hotel i Washington og advokat David Rubinstein, i 1987 etablerede et privat investeringsselskab med interesser i forsvarsindustrien, rystede alle i branchen på hovedet. Det var for sent, sagde man – den svulmende amerikanske krigsindustri var efter den kolde krigs afslutning skrumpet ind til ukendelighed, og ingen spåede sektoren nogen fremtid. Men de to unge forretningsfolk havde en vision, og selskabet var grundlagt i Washington af én bestemt årsag: De ville målrettet gå efter at involvere folk i og omkring magtapparatet ved Det Hvide Hus, Pentagon og den store statsadministration, og Carlyle-stifter David Rubenstein havde den rette mand i tankerne: Mangeårig CIA-direktør og senere forsvarsminister under præsident Reagan, Frank Carlucci, som han kendte fra sin tid i Carter-administrationen.
Fra forsvarsminister til krigsdirektør
Da Carlucci forlod sit embede under Reagan i 1989, blev han således den første ”politiske” direktør og senere formand for Carlyle Group, og under og op til den første golfkrig året efter fik Carlyle grundlagt en gigantisk formue med givtige investeringer i de dele af amerikansk krigsindustri, som fik de store regeringskontrakter. Systemet med at indlejre tidligere toppolitikere med magtfulde kontakter og globalt netværk så ud til at virke efter hensigten, og i 1994 blev tidligere præsident George H. W. Bush (vicepræsident 1981-1989, præsident 1989-1993) tilknyttet som rådgiver. Da Englands premierminister John Major forlod sin toppost i politik i 1997, blev den straks skiftet ud med stillingen som europæisk vicepræsident for Carlyle Group, og så fremdeles. Dertil kommer gennem årene en lang række af internationale topfigurer, som ikke er ansat – men som har haft roller som konsulenter, rådgivere eller højtlønnede foredragsholdere ved diverse salgsarrangementer.
Bush-familien og det saudiarbiske kongehus
Tilknytningen af George H. W. Bush (den ældre) bragte nye og ikke mindst mellemøstlige dimensioner til Carlyle’s kontaktnet. Bush-familien havde tætte forbindelser til det saudiarabiske kongehus, som især byggede på 1973-aftalen om olie-kun-for-dollar mellem USA og Saudiarabien og den efterfølgende massive amerikanske tilstedeværelse i landet. Allerede i 1976, da George H. W. Bush var direktør for CIA, havde han fået nære forbindelser til chefen for den saudiske efterretningstjeneste, Sheikh Kamal Adham – der senere blev dømt som en af hovedmændene i den internationale bankskandale med BCCI, Bank of Credit and Commerce International, der blev dømt kriminel og tvangslukket i 1991.
Bush og Bin Laden Bush’s forbindelser omfattede også forretninger med en af Saudiarabiens rigeste familier, Bin Laden-familien, som dog ifølge Carlyles egne oplysninger allerede var investor i Carlyle på dette tidspunkt. Ifølge grundlægger gjorde man allerede forretninger med Bakr Bin Laden, overhovedet i Saudi Bin Ladin Group, som var blevet uddannet på et universitet i Florida i 1979 og havde et bredt amerikansk netværk. Uanset rækkefølgen rejste George H. W. Bush i 1990’erne store beløb fra Saudiarabien til Carlyle Group. Han tog på rejser til Thailand og Sydkorea; besøg der blev efterfulgt af massive investeringer fra de respektive lande i Carlyle og siden store Carlyle-opkøb af industrier, teleselskaber eller finansvirksomheder m.v. i de respektive lande. Sideløbende har man opbygget amerikanske militærbaser i det meste af Asien og Mellemøsten, i vid udstrækning bygget af Halliburton og Saudi Bin Laden Group.
Bush junior kommer ind i systemet
George H. W. Bush havde allerede i 1990 fået sin søn George W. Bush, placeret i bestyrelsen for luftfartsselskabet Caterair, som Carlyle havde opkøbt, og dermed var sønnen introduceret i organisationen. Kort herefter fik Bush (junior) som nyudnævnt guvernør i Texas kanaliseret 100 mio offentlige pensionspenge ind i Carlyle Group. Men golfkrige og små konflikter op gennem 1990’erne var ikke nok til at holde troen oppe på den amerikanske krigsindustris fremtid. Det blev beskrevet utvetydigt i rapporten ”Rebuilding Americas Defences” fra 2000, udgivet af en tænketank ved navn Project Of A New American Century (PNAC) og medunderskrevet af bl.a. Poul Wolfowitz, Gordon Libby og Donald Rumsfeld. I afsnittet ”Creating Tomorrows Dominant Force” hedder det, at kun en ”katalyserende katastrofe som et nyt Pearl Harbor” kan sikre den hurtige transformering af den amerikanske krigsindustri, som er ønskelig af både økonomiske og politiske årsager.
Krigsindustrien manglede en katastrofe i 2001
Da George H. W. Bush’s søn, George W. Bush, tiltrådte som præsident i januar 2001, manglede krigsindustrien med egne ord en katastrofe i stil med Pearl Harbor for at kunne komme rigtigt i sving igen, og for Carlyle Group ville dette betyde helt gigantiske vækstmuligheder i et marked, som de fleste andre investorer så ud til at dømme dødt – simpelt hen fordi fjenderne var væk efter Sovjetunionens sammebrud. Præsident Bush’s administration var på det nærmeste blevet spækket med PNAC-medlemmer: Elliot Abrams, Richard Armitage, John Bolton, Elliot Cohen, Dick Cheney, Lewis Libby, Richard Perle, Donald Rumsfeld, Paul Wolfowitz og Robert Zoellick er blot nogle af de mest kendte navne – og flere af dem var før eller siden at finde på lønningslisten hos Carlyle. Rumsfeld var f.eks. formand for Carlyle fra 1989 til 1992, og Carlyle investerede massivt i Halliburton mellem 1995 og 2000, hvor Dick Cheney forlod sin direktørpost i firmaet for at blive vicepræsident i Bush-regeringen.
Uanede bevillinger og uhæmmet vækst Den nødvendige katalyserende begivenhed for våbenindustrien kom i form af det såkaldte terrorangreb 11. september 2001, som med øjeblikkelig virkning indledte en næsten uhæmmet vækst i krigsindustri, og sikkerhedsindustri, kommunikation og energisektor m.v. Terrorangrebet udløste desuden uanede bevillinger til alt, som kunne forbindes med ”krigen mod terror”, ligesom det blev benyttet til direkte afsæt for den fortsatte tilstedeværelse af vestlige tropper i Irak, Afghanistan og flere andre lande i området.
Gigantiske ordrer fra Pentagon efter 2001
Pentagons største kontraktpartnere fik gigantiske ordrer efter 2001, og alene invasionen af Irak har som bekendt været af største betydning for A.P. Møllers formue (A.P. Møller Maersk var enekontraktor for Pentagon m.h.t. containertransport under den første golfkrig). Tilsvarende var Carlyle Group i 2005 vokset til via sine investeringer at være Pentagons 11. største samarbejdspartner – et samarbejde med en partner, hvis budgetter er politisk bestemt og vokset markant siden 2001. Den 11. september 2001 klokken 09.00 startede et spektakulært møde på Hotel Ritz Carlton i Washington DC, hvor Carlyle Group holdt sin årlige fire dages investorkonference. I en særlig suite mødtes Frank Carlucci, James Baker og David Rubenstein med Shafig bin Laden, som repræsenterede Bin Laden-familiens investeringer i USA, til et afsluttende møde. George H. W. Bush menes ikke at have været med, da han officielt forlod konferencen aftenen før. Afslutningen på den årlige investorkonference fandt således sted på samme tid som den skelsættende begivenhed, der endegyldigt kom til at sikre Carlyle-gruppens vækst i årtier frem.
Et øjeblikkeligt boom
Med 11. september 2001 opstod den nye fjende, som våbenindustrien og magtmenneskene i USA havde manglet. Ikke alene skabtes et øjeblikkeligt boom i stort set al industri, som havde blot perifer berøring til forsvarssektoren, men udsigten til meget store krigsoperationer i årene herefter skabte fornyet og velbegrundet optimisme. Pentagon fik allerede dagen efter 11. september 2001 lovning på nye milliarder, og samtidig blev der igangsat langsigtede projekter med nye bevillinger til NSA og CIA under overskriften ”krigen mod terror”. Overvågningsindustrien forvandlede sig fra at være et perifert erhverv til at blive en global industri, og i kølvandet på krigene voksede genopbygningsindustrien til hidtil uanede størrelser. I alle disse sektorer har Carlyle Group siden placeret sine investeringer. Blandt de nyere investorer i Carlyle Group er f.eks. regeringerne i Abu Dhabi og De Forenede Arabiske Emirater. Carlyle Group har i dag 1.400 ansatte fordelt på 34 kontorer verden over. Carlyle har i alt ca. 1.500 investorer fra 74 lande.
Politik, våbenindustri og penge Flere uafhængige researchere og politiske kommentatorer har gennem årene beskæftiget sig med Carlyle Group og den åbenlyse magtkoncentration i grænselandet mellem politik, våbenindustri og penge. Journalist Wayne Madsen siger f.eks.: “Carlyle bruger Bush Senior til at gøre entré i adskillige regeringskontorer rundt om i verden – hos præsidenter, premierministre, konger, sheiker, emirer og sultaner. Bush Senior bruger forbindelserne til at få penge ind i Bush-kooperativer, hvis fonde så igen finder vej ind i Bush-familiens kampagne-maskiner.“ Listen over koncerner, som i dag ejes af Carlyle, er imponerende lang. De ejede pr. 2010 virksomheder som f.eks. verdens største biludlejningsfirma Hertz, den franske avis Le Figaro, Loews Entertainment og det svenske bredbåndsselskab ComHem. Carlyle er desuden gennem en lang række selskaber og datterselskaber inden for våben og aerospace den ubetinget største leverandør af udstyr, køretøjer og ammunition til det amerikanske forsvar og hermed til den amerikanske krigsmaskine samt i vid udstrækning hele NATO-apparatet.