Foto: Ukendt Public Domain.

Redaktionens note: I april 2018 rejste Free21´s grundlægger og chefredaktør, afdøde Tommy Hansen, rundt i Danmark med det, der skulle vise sig at blive hans sidste foredragstour: “På sporet af deep state”. Han var allerede dér meget mærket af sygdom, men satte sig for at gennemføre hele foredragstouren og havde planer om, at næste foredrag skulle omhandle City of London.
Som en del af sine sidste ønsker bad han om, at Team-Free21DK ville transskribere og oversætte “Deep state” for, – som han skrev: ”Så ved folk, hvorfor Free21 er her!”
Tommy Hansen opdaterede altid sine foredrag fra land til land, fra by til by, og derfor har vi valgt at transskribere den allersidste destination.
Foredraget er transskriberet 100% efter Tommy Hansens ord, hvorfor det måske kan fremstå mere som en ”fortælling” end som en egentlig artikel. Vi har tilføjet links/fotos, som Tommy efterlod sig på sin computer.
Flere små lokalaviser tog godt imod den udsendte pressemeddelelse, bla. skrev Carsten Tolbøll,  Morsø Folkeblads Ugeavis, både om foredraget og Free21 under overskriften ”Kritisk foredrag om amerikansk rolle i krige[1].”

God fornøjelse med at følge sporet.

Pressemeddelelsen

Fred i verden er for de allerfleste et dybtfølt ønske, og ingen normale mennesker ønsker krig. Alligevel står vi nu igen angiveligt over for en krigstrussel fra Rusland, kun et kvart århundrede efter, at de sovjetiske tropper frivilligt trak sig tilbage fra Østtyskland for at muliggøre Tysklands genforening. Putin benytter enhver lejlighed til at sige, at kun i en “gal mands hjerne” kunne man forestille sig, at Rusland ville angribe et vestligt land, – alene styrkeforholdet mellem USA og den tidligere supermagt i øst gør tanken latterlig.
Det hører vi imidlertid intet om i de vestlige medier, som tværtimod organiseret viderebringer påstande om “russisk aggression” og Putins indsats for at nedbryde de vestlige demokratier.

Medierne har nu i årtier massivt bakket op om enhver krigsindsats fra USA, selv om den nyere historie beviser, at USA gang på gang har opfundet fjendebilleder,

fabrikeret falske beviser og har stået bag ulovlige regimeskift i talrige lande. Den kritiske holdning til USA’s krige forsvandt i kølvandet på Vietnamkrigen, og siden har både medier og politikere i vesten “rettet ind”.

Hvordan kan det være, at selv venstreorienterede og socialistisk orienterede partier sidder med ved bordet og nikker, når de moderne krige sættes i gang? Hvor er nutidens Olof Palme i det politiske spektrum? Ingen kritiserer i dag USA. Når en amerikansk præsident kommer med en udtalelse, tager vi den for pålydende. Når en russisk præsident gør det samme, afviser vi det prompte som propaganda. Hvorfor er medier og politikere ikke nøjagtigt lige så kritiske over for USA som over for Rusland eller Kina? I modsætning til både Rusland og Kina, har USA en erklæret og formuleret geopolitisk strategi og et ønske om at vinde indflydelse overalt på kloden.
80 procent af det amerikanske militær befinder sig uden for USA. 80 procent af det russiske militær befinder sig i Rusland. USA har 12 hangarskibe og planer om at bygge endnu flere. Rusland har ét. USA har mere end 900 officielle militærbaser uden for USA, Rusland har to. NATO-landene bruger årligt mere end 12 gange så meget på oprustning som Rusland. Tropper, tanks og andet krigsudstyr fra USA vælter måned for måned ind i Tyskland, og vi har i dag i Europa den største koncentration af krigsklare tropper siden 2. verdenskrig. Er det alt sammen nødvendigt for at beskytte os mod Putin, eller ligger der andre interesser bag?

Under 1. verdenskrig fortalte de amerikanske medier og bogforlag villigt om de “usle” tyskere, som amerikanerne skulle i krig med. Det samme under 2. verdenskrig. Straks efter skiftede fjendebilledet, og gennem hele den kolde krig blev frygten for en kommunistisk magtovertagelse brugt som fundament for en uhyrlig vækst i krigsindustrien. Udsigten til fred i Europa efter 1992 var ikke kun en katastrofe for krigsindustrien, – det strider også direkte mod de erklærede geopolitiske amerikanske målsætninger – til enhver tid at sørge for, at der ikke skabes forbindelser mellem Europa, først og fremmest Tyskland og Rusland, således at vi ikke i fællesskab opbygger en både økonomisk og kulturel supermagt.

Med 11. september, 2001, startede “Krigen mod terror”, som igen har bragt de geopolitiske brikker i en gunstig position set med USA’s øjne. Planerne om at angribe og destabilisere en række muslimske lande efter 2001 var ikke en reaktion på terrorangrebet den 11. september. De rækker flere år tilbage. Igen har medierne spillet en hovedrolle i formidlingen af de nye fjendebilleder – fra Al-Qaeda og ISIS til Gadaffi, Saddam Hussein og Syriens folkevalgte præsident, Assad. Det helt nye fjendebillede er nu Kina, hvor USA også åbent forbereder en væbnet konflikt.

Det, man i USA kalder “deep state”, har forlængst overtaget kontrollen med den demokratiske udvikling.

Kennedy var den sidste præsident, som italesatte problemet. Tilliden til det amerikanske system kan for de fleste amerikanske vælgere ligge på et meget lille sted. Spørgsmålet er, hvilken rolle spiller dette fænomen, “deep state”, på europæisk jord?

Transskription:

“En årelang undren

Jeg er rigtig glad for at være her. Det er en super… Det er en fornøjelse at se så mange mennesker samlet. Det er virkelig dejligt at være i Vestjylland. Og det kan jeg mærke, fordi her rejser folk sig fra deres stole derhjemme, og så går de ud til noget så gammeldags som et foredrag, og det er simpelthen vidunderligt. Fordi på den måde danner man nemlig den offentlige mening. Sådan har vi gjort i århundreder. Indtil medierne kom og journalisterne og politikerne og alt det her. Men i gamle dage og frem til, ja i mange, mange århundreder, der dannede vi den offentlige mening ved at tale med hinanden. Og ting, der sådan optog os, – dem talte vi om i grupper, og de helt store, – dem bragte man så på tinge. Det system, – det lever endnu, men det virker ikke mere.
Og titlen på foredraget i aften, det hedder “På sporet af deep state”, og det betyder, – og det er meget vigtigt at holde fast i, – det betyder, at vi er på sporet af det her. Jeg skal bringe jer på sporet, men jeg hverken kan eller vil bevise, at der findes noget, der hedder “deep state”.

Jeg vil i det hele taget slet ikke overbevise jer om noget som helst, fordi det skal I selv finde ud af. Det er det, der er forskellen på en journalist og en politiker, f.eks… Det er, at politikerne, de vil gerne overbevise folk sådan så… Ja, jeg behøver ikke sige mere. En journalist skulle gerne kunne begrænse sig til at sige: ”Jeg beskæftiger mig med fakta, nu skal I se her; sådan her mener jeg, tingene hænger sammen”. Og i og med, at der er rigtig mange frie og uafhængige journalister og rigtig mange frie medier, så ved I, hvad I skal beslutte jer på grundlag af. Og det fungerer, det ér et smukt system. Problemet er bare, at det virker ikke.

I mange år op til… altså jeg har været, – det kan vi ligeså godt tage; jeg har været journalist i hele mit liv, voksne liv i hvert fald, og i mange, mange år. I slutningen af 80’erne og gennem 90’erne, der begyndte ”det”. Der begyndte jeg at undre mig over;

hvordan pokker kan det være, at medierne, de så simpelthen ensidigt og overfladisk behandler bestemte emner, og at de alle sammen er enige om, hvad det er, de skal sige?

Og det blev værre og værre. Og jeg skænkede det egentlig ikke nogen tanke, fordi jeg tænkte det; jamen, altså sådan ér det så, – fordi jeg vidste det jo ikke, – fordi der sidder nogle og bestemmer over medierne. Den illusion levede jeg i hvert fald stadigvæk i dengang. Så jeg skubbede det til side og tog det som en del af min dagligdag.

Og min dagligdag var, at jeg var erhvervsjournalist, og jeg levede rigtig godt af, især oppe i Vestjylland, at lave firmaprofiler for små og mellemstore virksomheder. Og de lå som pdf-dokumenter på nettet[2]. Så det, jeg laver i dag, det er, at jeg laver journalistik efter samme princip. Vores artikler ligger som pdf-dokumenter på nettet. Så dér er den røde tråd. Det er slet ikke noget nyt.

 

En lille lampe tændes

Jeg sad hjemme i skoven oppe i Trend og så 11. september, 2001, i fjernsynet, ligesom sikkert de allerfleste andre gjorde. Og jeg syntes, det var voldsomt, og det er mystisk, og jeg hørte godt, jeg hørte godt, hvad de sagde i fjernsynet på selve dagen eller dagen efter. Og jeg ved ikke, om vi har glemt det i Danmark, i hvert fald synes journalisterne selv at have glemt det.

Fordi på førstedagen, der talte man om i de direkte transmissioner[3], – der refererede man jo fra reporterne ovre på stedet, og der fik vi at vide; ”there’s a fourth explosion”, ”there’s a secondary explosion”, – altså eksplosioner og eksplosioner og eksplosioner.

Og de havde militæreksperter inde og analysere hele begivenheden, som sagde, at bag det her kan der nærmest kun stå en stat. De havde bygningseksperter, nedrivningseksperter inde og sige, at de her tårne, vi så kollapse, det ligner grangiveligt en kontrolleret nedrivning. Første og andendagen, som sagt, der berettede man i fjernsynet, at det der skete derovre, det var, fik vi at vide, at der var bomber og eksplosioner. At der er en kontrolleret nedrivning. Det ligner en kontrolleret nedrivning.

Og så på tredjedagen og fjerdedagen og femtedagen var det slut, der sagde man ingenting. Så dialogen gik i stå. Der blev simpelthen stille. Og det tog mig et par år, inden jeg ligesom fordøjede det, for jeg ventede stadig på, at de skulle følge op på den historie.

Nu ved jeg, hvordan det foregår i nyhedsredaktionerne.

Jeg undrer mig stadig over den dag i dag, hvordan i himlens navn vil de kollegaer møde op på dagen på arbejdet på tredjedagen og ikke sige til sig selv og hinanden: ”Hvordan vil vi følge det der op fra i går?” Men derefter blev det ensrettet i en grad, som jeg først i dag begynder at forstå rækkeviden af.

Jeg har holdt foredrag i de sidste 3 år om krig og fred i Europa, om NATO, CIA, om Syrien, Libyen, Ukraine, alle de her ting. Og det har jeg på baggrund af en viden, jeg har fået efter, at jeg er flyttet til Tyskland. Det gjorde jeg som følge af min bog om 11. september, 2001[4].

Jeg skal lige sige, den bragte jeg til tinge, fordi rent faktisk så sendte jeg min bog om 11. september, 2001, til alle folketingsmedlemmer, næsten alle, som en julegave i 2008. Og jeg hørte ikke noget fra dem, jeg hørte ikke noget fra nogen af dem.

Så jeg prøvede at bringe en sag for tinge, og tinget reagerede ikke. Ingen af fløjene!

Og der var så en lille lampe, der tændte inde i mig, jeg tænkte; der er et eller andet, der knirker i vores fundamentale system. Jeg kan huske, hvordan jeg sad der og ventede ved min telefon. Jeg troede faktisk, statsministeren ville ringe og sige tak. Det gjorde han ikke. Jeg var henne et par gange om dagen for lige at tjekke, om jeg havde betalt regningen…

Godt, men altså den bog førte mig på sporet af en schweizisk historiker, der hedder Daniele Ganser[5], som er en af de få historikere, der beskæftiger sig kritisk med 9/11 og hele det der NATO-univers af krige, som vi rent faktisk er blevet viklet ind i. Det bragte mig i kontakt med KenFM[6], som driver Tysklands største alternative TV-kanal. Han har nærmest snart flere likes end Angela Merkel, og det er ikke kun, fordi de er utilfredse med Merkel.

Jeg flyttede til Tyskland, kom i kontakt med, – i dag er vi over 200, – men hurtigt blev snesevis af uafhængige journalister, som havde sagt deres stilling op ved de store medier, fordi dér kunne de ikke få lov at arbejde uafhængigt. Og det kom som et chok for mig, men et positivt chok, fordi jeg sad heroppe i skoven og troede, at jeg var alene i hele verden med den her holdning. Så det har gjort, at jeg ved en masse ting i dag, som jeg ikke vidste før. Og det skal jeg prøve at delagtiggøre jer i.

Hovedparten af det, – det er simpelt hen fakta, – og der er kildehenvisninger på. Så I kan selv tjekke det. Og så er der nogle få, – hvad skal vi sige, – analyser, og det skal I bestemme, om det er godt eller skidt.

Jeg er journalist, og jeg er her for at gøre mit arbejde.

 

”John Wayne-syndromet”

Det er vigtigt at have ham her med, fordi det er jo min barndomshelt. John Wayne og hans værdier, det er jeg vokset op med som dreng oppe i Blokhus, og jeg kan stadig huske, da jeg kom ud af biografen, så var jeg fuldstændig klar. Fordi hvis der var en eller anden uretfærdighed i min nærhed, så skulle jeg godt nok tage mig af den, ikk’ osse? Jeg var John Wayne i min lille, naive drengeverden.

Hvad der først er gået op for mig for nylig, det er, at, – nu kalder jeg det ”John Wayne-syndromet”, – det er, at jeg troede faktisk, alle amerikanere var ligesom John Wayne. Så da Nixon i ’71 forlod guldstandarden[7], – jeg var en lille dreng, jeg anede ikke noget om noget, – hvor han så siger: ”Der er nogle, der gør noget uretfærdigt, det skal jeg nok ordne!” Altså helt banalt, og det tror jeg faktisk, at rigtig mange voksne også har hørt på det tidspunkt, fordi vi er… Mærkeligt nok stiller vi ingen kritiske spørgsmål, når USA siger noget. Ikke længere.

Det gjorde vi da, der var sådan nogle som Palme, Anker Jørgensen, tilbage i tiden, da der var politikere med moral og med, – skal vi sige idealer, – hvor de diskuterede politik og ikke penge. Der havde vi nogle, der diskuterede, men de er simpelthen… Stemmerne er forstummet.

Og derfor tager jeg altid John Wayne med, fordi jeg vil understrege, at jeg er ikke på nogen måde anti-USA, jeg er ikke anti-amerikaner på nogen måde. Jeg anerkender slet ikke nogle grupper, fordi vi er alle sammen mennesker.

Men jeg er anti-uretfærdighed. Og derfor blev jeg journalist. Og derfor; det er mit grundbillede, så altså; når jeg nu siger en hel masse meget kritiske ting om USA, så er det ikke amerikanerne, jeg siger det om. Jeg siger det om den kombination, man kun har i USA, af magtcirkler, der omfatter militær, politik og finans, og den gruppe har overtaget magten i USA, og den gruppe har dermed også overtaget magten i Europa. Og dét går det her foredrag ud på.

Krigsførsel alene på påstande

Man kan sige, det er jo nærmest absurd, at vi i dag har en præsident i USA, som får sine primære informationer fra Fox News, og som regerer verden via Twitter[8]. Altså alting er hørt op. Man ved, at dengang et af de påståede giftgasangreb, som heller ikke var belagt i Syrien, – der så Trump det rent faktisk i Fox News, og han sprang op som en trold af en æske, og sagde; ”well…!” Og så blev der ellers sendt kanoner og kugler afsted.

Men hans embedsmænd og alle efterretningstjenester og alle rundt omkring sagde, at der er ikke beviser for noget som helst. Men den havde han lige fanget i Fox News. Det er en meget, meget, meget farlig position at placere sådan en karaktér på. Det er muligt, det er bevidst, – det skal jeg ikke kunne sige. Vi ser her netop[9], at han beordrer ”nu-her”-angreb på Syrien, og det er for at gengælde endnu et, som de heldigvis skriver; ”alleged”, – altså et påstået angreb.

Jeg har ikke listen, men der er snesevis af påståede giftgasangreb i Syrien, i årevis, og i alle tilfældene siger man;  det var Assad. I alle tilfældene siger han, selvfølgelig, at det var det ikke. Og i alle tilfælde kommer det efterfølgende frem, at så er der det ene galt, så er der det andet galt, så er der det tredje galt, og beviserne holder ikke. Der ér nul beviser. Inklusive det allerseneste, inklusive det allerseneste.

Vi er nået dertil, at vi går i krig på en påstand, på en beskyldning. Og på grundlag af den beskyldning bliver mennesker altså slået ihjel.

Med bomber, som er, – jeg vil næsten sige ”made in USA”, – det ér de, men de er i dag en del af den vestlige krigsmaskine, fordi den vokser i dén grad op i andre europæiske lande osse. Så vi er med på en, – hvis man ser finansielt på det, – så er vi med på en positiv udvikling for krigsindustrien.

 

Richard Lloyd, former UN weapons inspector, and Theodore Postol, professor at the Massachusetts Institute of Technology (MIT): „The sarin gas could not possibly have been fired at East Ghouta from the „heart“, or from the Eastern edge, of the Syrian government controlled area“.

Pressens iscenesættelse

Her ser vi pressens reaktion[10]. Slet ingen tvivl om, at ”ja, nu rammer vi ”de onde””. De der ”forfærdelige derovre”, og Daily News sætter lige et billede ind af et gasset barn, så vi lige husker sammenhængen, ikk’ osse? Jeg behøver vist ikke sige, at det der, at det er selvfølgelig sladderpresseniveau. Men det er præcis de virkemidler, den vestlige presse kører. De er alle sammen enige om, hvad de skal mene på forhånd. Og det ligger meget langt fra det, jeg lærte på journalisthøjskolen.

Jeg skal vise jer et par eksempler på, at der er masser af grund til tvivl, lige nøjagtig i tilfældet; Syrien og giftgas. Og jeg ved ikke, om noget af det her er rigtigt.

Pointen er, at medierne, de store medier, ved også godt det her. De medier, der siger: ”Nu går vi i krig”,

– de ved også godt det her. Men de vælger ikke at orientere. Man kan sige, de bringer sådan en artikel en enkelt gang. Og så kommer al propagandaen og overdøver det.

Og her siger en professor, Günther Meyer[11], at allerede i 2012 var der rapporter om, at Qatar, – for at det ikke skal være lyv, – var begyndt at give Al-Qaeda-grupper gasudstyr, sådan så de kunne begynde at lave angreb i Syrien, som kunne tilskrives Assad. Al-Qaeda.
Her siger Seymour Hersh[12] om et af de påståede sarin-angreb, at da Obama påstod det, da ignorerede han, hvad han godt vidste, fordi det havde hans intelligence community fortalt ham; at den syriske armé var ikke den eneste, der havde adgang til sarin. Det havde alle de her oprørsgrupper også, især Al-Nusra-fronten.

Og det vi skal forstå, og det kan vi ligeså godt kalde det, hvad det er; det, vi kalder rebeller, det er terrorister og lejesoldater. Det er terrorgrupper og lejesoldater. Det er Al-Nusra, det er The Muslim Brotherhood, det er Al-Qaeda, og alle arbejder USA aktivt sammen med og officielt, fordi de nu er imod Assad. Og det er præcis den politik, der er blevet ført i Syrien, i Irak.

Begge de nævnte lande er fuldstændig ødelagt i dag og overtaget. Deres infrastruktur er ødelagt og bombet tilbage til uendelighed. Og i den proces er der blevet kastet rigtig mange bomber.

Der kører en krigsmaskine i baggrunden, som er så konstant, at det er meget, meget skræmmende at kigge på.

En tidligere FN-våbeninspektør og en professor ved Institute of Technology siger[13], de har undersøgt et andet af de her påståede sarin-angreb. De siger; det kunne simpelthen ikke have ladet sig gøre. Og jeg tror, det var på grundlag af det der; der var det, at Trump gik ind og bombede nogle syriske luftbaser.

Altså man ved, man påstår, det var Assad. Man ved; det kan ikke lade sig gøre, fordi han havde ikke noget udstyr, der kunne sende giftgasraketter så langt. Rent bortset fra, at missilet var blevet sprængt på jorden.

Det er en iscenesættelse for at få os til at tro, at han bruger gas, – siger de her mennesker. Og det skulle medierne, også i Danmark, orientere jer om, når de fortæller om, hvad Trump, han siger.

Fordi så har vi en chance for at sige: ”Hey, skulle  vi ikke lige tjekke, før vi nu invaderer et land?”

Medierne sidder sådan her – på det her område”.

Fortsættes i næste magasin.