Kan vi se konsekvenserne af myndighedernes gradvise indførelse af strengere kontrol – som dem, der findes i lande, hvor retshåndhævende myndigheder bliver mere og mere militariseret, og hvor byer indfører nultolerancepolitikker over for mindre lovovertrædelser?
Forstår vi, hvad der virkelig finder sted, når vores regering argumenterer for at bevæbne politiet? For eksempel i Norge, hvor parlamentets tidligere beslutning var imod en permanent bevæbning af politiet, blev der i juni 2018 alligevel gennemført en lov, der tillader politiet at bære skydevåben i ”sårbare områder”. Den norske regering er opmærksom på, at kriminalitetsraterne reduceres, når der indføres nultolerancepolitikker. Men….

„Hvad hvis USA – med sin konservative ”vilde vesten”-holdninger og verdens mest overfyldte fængsler – eksporterer denne mentalitet til et lille land som Norge?“

Sådanne ændringer er tegn på en bestemt atmosfære i samfundet. Hvilken stemning eller humør (et koncept fra Martin Heideggers filosofi) repræsenterer vor tids mentalitet? Hvilke dogmer og normer vinder indpas, så de bliver ideologisk og moralsk forankret i vores værdisystem? Som reaktion på krav til større sikkerhed benytter regeringer teknologi- og politimetoder, der bruges i andre dele af verden, – de lande, vi ikke kan lide at sammenligne os med. Denne ”styrementalitet” bliver således accepteret blandt størstedelen af befolkningen og bliver som følge heraf acceptabel.
Lad mig give et eksempel på denne tendens: Amerikanske retshåndhævende myndigheder tager til Israel[1] for at modtage træning, og israelske militæreksperter træner amerikanske politibetjente i USA. De har rigelig erfaring med håndtering af palæstinensiske demonstrationer og styring af intern kontrol og grænsesikkerhed i de besatte områder. Den øgede tilstedeværelse af politistyrker får civile demonstrationer i USA til at ligne krigszoner fyldt med pansrede køretøjer, hjelme, skjold og våben. Ligesom i Israel er grænsen mellem politistyrken og militærstyrken uklar.

Militariseringen af politiet

Eksempler på en sådan militarisering og den ledsagende stigning i politibrutalitet kan ses i bogen, ”The End of Policing” (Verso, 2017)[2].
Og for nylig blev byen, Durham, North Carolina, den første by i USA, der gik imod denne tendens. Ifølge Al-Jazeera[3] var byrådet imod ”international udveksling med ethvert land, hvor Durhams politibetjente undergår militærtræning.” Byen med 250.000 indbyggere er opmærksom på, at kvarterer, hvor flertallet af indbyggerne er afroamerikanere, er blevet udsat for politibrutalitet. Byrådets lovforslag forhindrede deres nye politimester, Cerelyn Davis, som kæmpede for udvekslinger med Israel, da han ledede Atlantas politiafdeling, i at militarisere politiet i byen, hvor det prestigefyldte Duke University ligger.

„Skyd først, og spørg bagefter.“

Durhams modarbejdning var inspireret af bevægelser som Demilitarize fra Durham2Palestine og Jewish Voice for Peace. Sidstnævnte kom for nylig med erklæringen: ”Som jøder tager vi afstand fra Israels tilbageholdelse og retsforfølgelse af palæstinensiske børn som Ahed Tamimi.” (Se Modern Times fra april: Hun har nu afsonet sin dom i fængsel[4].) I den anden ende af skalaen ses The Anti-Defamation League, en pro-Israel, amerikansk-jødisk organisation, der sponsorerer uddannelsen af føderalt og lokalt politi og embedsmænd af det israelske politi, efterretnings- og militær-eksperter. 15.000 fagfolk fra adskillige amerikanske byer blot de seneste par over har rejst over Atlanterhavet.
Alex Vitale, manden bag ovennævnte ”End of Policing”, udtalte for nylig til Al-Jazeera, at militariseringen af det amerikanske politi ikke er nyt, men det startede under 1970’ernes ”krig mod stoffer” og den igangværende ”krigen mod terror.”[5] Han tilføjer: ”Israel har skabt en dynamik, der normaliserer oprørsbekæmpning med amerikanske retshåndhævende myndigheder.”
Som vi ved, har israelske instruktører erfaring med at beskytte bosættelser og opretholde et nedværdigende grænsekontrolssystem. De kan også have lidt at byde ind med, hvad angår den racistiske behandling af fattige afroamerikanere.
Hvad hvis USA – med sin konservative ”vilde vesten”-holdninger og verdens mest overfyldte fængsler – eksporterer denne mentalitet til et lille land som Norge? Militæriseringen af Norge øges støt ved tilstedeværelsen af amerikanske tropper, som bliver ved at at forlænge deres ophold i vores militærbaser. Endvidere er Norge som NATO-medlem forpligtet til at have ikke mindre end 24 nyligt indkøbte F35-fly stående i høj beredskabstilstand. Det er det dobbelte af, hvad parlamentet for nylig besluttede, og tre eller fire gange større end, hvad Norge bidrog til krigen mod Libyen – med alle konsekvenserne, invasionen havde.

Nultolerance

En parallel til denne tendens er måden, hvorpå politiet udnytter nye muligheder til samfundskontrol. I nogle amerikanske byer slår politiet selv ned på mindre lovovertrædelser eller forseelser. Bag nultolerancen ligger teorien om ”Broken Windows” (Kelling/Wilson) fra 1982[6]: Et knust vindue i et kvarter bidrager til en generel tilstand af forfald, hvilket fører til endnu flere forseelser og opmuntring til småkriminalitet. Pointen er, at sådanne miljøer baner vejen for mere alvorlige forbrydelser. Politiet giver derfor mange bøder, stopper og visiterer folk og patruljerer gaderne i en stemning af intens mistænksomhed, så befolkningen kan se, at de passer på dem. Man fjerner folk, udfører masseanholdelser af demonstranter og skaber indkomst for gældsindsamlere og fængsler. Alt graffiti skal fjernes. Ingen må lade vandet i buskene, sælge ulovlige cigaretter eller smide affald. Jeg husker Washington Square i begyndelsen af 1990’erne, da jeg studerede i New York: Resultatet var gentrificering, ejendomspriserne steg, og området havde mindre mangfoldighed.

„De, der protesterer mod den overdrevne kontrolkultur, uanset om de udviser vrede, synlig smerte eller eufori, behandles som potentielle ”gerningsmænd”.

Lad mig citere den amerikanske politiske analytiker, Robert G.B. Kelley, i ”The End of Policing”: ”Vores militariserede kultur sætter politibetjente og soldater på piedestaler og beskriver deres handlinger med hensyn til ”sikkerhed” eller selvforsvar … ubevæbnede mennesker, der bliver skudt af politiet, betegnes som angribere.” Den nye kultur eller mentalitet går ud på at udstede kæmpe bøder for at spille høj musik, ejendomskrænkelser, hængebukser, et udløbet kørekort, ikke at have slået sin græsplæne, at larme i det offentlige rum, eller blot arrestere folk for at gå midt på gaden. De, der protesterer mod den overdrevne kontrolkultur, uanset om de udviser vrede, synlig smerte eller eufori, behandles som potentielle ”gerningsmænd”. Ifølge Kelley er dette en form for racistisk beskatning, hvor staten ”tager et økonomisk overskud uden at producere andet end disciplin og terror og have reproduceret sig selv.”
I Los Angeles tildeles ressourcer til politiet i stedet for til velfærdforanstaltninger. Den dominerende mentalitet er at betragte alle med en anderledes hudfarve som mistænkte. Mentaliteten ligner den, der ligger til grund for brugen af droner, hvor man likviderer mistænkte, som kan blive fremtidens ”terrorister”. Man skyder først og spørger senere.

Politiarmering fører også til meningsløse drab.

”The End of Policing” fortæller historien om en døv mand, der tog en pakke cigaretter frem uden at have set eller hørt politimanden kalde på ham, og han blev derfor skudt i ryggen og dræbt. En skydeglad politistyrke har forårsaget reaktioner og amerikanske modbevægelser: Hands Up United, Lost Voices, Organisation for Black Struggle, Don’t Shoot Coalition, Millennial Activist United, Dream Defenders, WE Charge Genocide, Community Rights Campaign. De fleste af dem demonstrerer med banneret: #blacklivesmatter.

Og hvad med den officielle demonisering af muslimer? New Yorks velkendte Muslim Surveillance Program (muslimsk overvågningsprogram) blev startet i 2002, men ti år senere indrømmede programleder Thomas P. Galati, at det faktisk ikke gav resultater[7]. Ifølge ”The End of Policing” er hver tiende person i New York i dag en amerikansk muslim. Efterspørgslen efter sikkerhed fik myndighederne til at holde øje med, hvor mange gange folk udførte deres daglige bønner, hvilke restauranter de besøgte, hvilken slags pizza de spiste, og hvad de talte om efter deres bøn.
Hvad siger statistikken? Ud af cirka en halv million ransagninger udført for et par år siden af New Yorks politi, fandt man kun skydevåben i omkring 0,2 procent af sagerne.

Cementering af legitimitet

Og da denne leder er skrevet i Norge, kan vores voksende borgerlige velfærdsstat eventuelt følge et lignende mønster i fremtiden? I dag er de fleste af os åbne over for mere sikkerhed, Oslos ”terrorbekæmpelseblomsterbede” og strengere grænsekontrol.
Lad mig derfor afslutte med en pointe, som filosoffen ,Antonio Gramsci, engang fremsatte: At ”sund fornuft” ikke er den samme som ”god fornuft”. Gramsci mener, at sund fornuft stort set er et produkt af overflade og generalisering, mens alvorlig tænkning kræver en kritisk, skarp tankegang. Sund fornuft fremmer en forholdsvis ubegrundet, populær berettigelse, ”en opfattelse af verden, som bliver ukritisk absorberet”, hvor overholdelse af den ideologi, der dominerer på det tidspunkt, bliver stadfæstet
Det er måske værd at huske på, når regeringen åbner dørene for dette efterårs store NATO-øvelse?