Målet opnås igennem propaganda, således den hierarkiske, topstyrede totalitarisme skjules for masserne. Fascismen blev set som et opgør med oplysningen, hvilket blandt andet aflæses i det fascistiske Italiens slogan; “Tro, adlyd, kæmp” eller “Orden, autoritet og retfærdighed”, modsat Den Franske Revolutions, “Frihed, lighed og broderskab[2]”.

Romerrigets lange levetid gav det varig indflydelse på latinsk og græsk og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreform (læs Part 5 – Fra Oldtiden til Reformationen).

I middelalderen blev der gjort forsøg på at genskabe imperiet, herunder det Russiske Kejserrige og det Tysk-Romerske Rige. De spanske, franske, portugisiske og britiske koloni-imperier spredte romersk og græsk kultur over hele verden med USA som den nyeste imperiemagt efter Nazi-Tysklands fald.

For at belyse hvordan og hvorfor særligt fascismen anvendtes, vil der efterfølgende først redegøres for det politiske og socio-økonomiske ophav til de moderne, hemmelige efterretningstjenesters strategi, hvorefter deres historie og handlinger i koldkrigsperioden vil blive nærmere dokumenteret her i afsnittet.

I religiøse termer går pavernes integralist-vision for opnåelse af både verdslig og spirituel magt hånd i hånd med neofascismen i Tyskland. Denne ideologi stammer tilbage fra middelalderens kristendom, hvor stat og kirke var udelelige. Den nye, fascistiske, korporatistiske stat var baseret på den middelalderlige feudalisme. I stedet for politiske partier var det meningen, at forskellige sektorer i samfundet som kapital, arbejdskraft, landmænd og professionelle skulle repræsentere moderne versioner af laug og gilder; men i praksis var det kun kapitalister og rige godsejere, som profiterede af de fascistiske stater af Benito Mussolini – og hans efterfølger Adolf Hitler.

Et sådant system var appellerende til den hierarkiske, katolske kirke, som havde tabt meget af sin magt ved opstanden af de tidlige, socialistiske arbejderbevægelser. Fascisme appellerede også til politiske partier, som udbredte demokratiske lighedsprincipper og/eller krav på privat ejendomsret. Takket være den konkordat, som Hitler tegnede med den katolske kirke (og som fortsætter til i dag jvf. Artikel 123.2 i den tyske grundlov), havde kirken sikret sig en statsgaranti på indkomst – og en status som en stat i staten[3].

 

Udtrykket “Det Tredje Rige” blev oprindeligt opfundet af Arthur Moeller van den Bruck i 1923 i en bog med titlen Das Dritte Reich. Van den Bruck afviste den reaktionære konservatisme og foreslog et Tredje Rige, som skulle forene alle klasser under et autoritært styre baseret på en kombination af højrefløjens (preussisk-folkeligt-romantiske) nationalisme og venstrefløjens socialisme[4].

Med et tilbageblik på den tyske historie så van den Bruck to separate perioder og identificerede dem med den krypto-jødiske mystiker Joachim a Fiores tidsaldre:

1) Det Hellige Romerske Rige som ”faderens tidsalder”, og

2) Det Tyske Kejserrige, der begyndte med foreningen under Otto von Bismarck og sluttede med Tysklands nederlag under Anden Verdenskrig, som Det Andet Rige eller ”sønnens tidsalder”.

Efter intervallet imellem dem, Weimarrepublikken (1918-1933), hvor konstitutionalisme, parlamentarisme og endog pacifisme herskede, skulle disse efterfølges af Det Tredje Rige eller ”helligåndens tidsalder”. Den svage Weimarrepublik, mente van den Bruck, skulle erstattes af en ny revolution, en revolution fra højre. Han ledte også efter en ny politisk bevægelse, der ville favne både socialisme og nationalisme; en unik form for tysk fascisme.

Han hentede alle sine filosofiske idéer hos Nietzsche, “som står på den modsatte pol af tænkningen fra Marx”.

Van den Bruck mente, at Tyskland havde brug for en Übermensch (Supermand) på den måde, som Nietzsche havde beskrevet. Van den Brucks Das Dritte Reich dannede grundlaget for oprettelsen af Deutsche Herrenklub; en forening, der omfattede vigtige industrimænd, som støttede den nazistiske sag, f.eks. financier Fritz Thyssen og politikere som Hjalmar Schacht (Reichsbank-præsident, 1933 og økonomiminister, 1934). Med dannelsen af et præsidentkabinet i 1932, med Franz von Papen i spidsen, fik klubben – som på dette tidspunkt havde omkring 5.000 medlemmer – betydelig indflydelse på tysk politik som Papens “vigtigste kilde til politisk inspiration”. Selvom Hitler søgte kontakt med klubbens medlemmer, angreb han dem også gang på gang offentligt I forsøg på at vinde venstreorienterede vælgere for sig.

I 1933 blev foreningen omdøbt til Deutscher Klub. Samme år oprettede den Dirksen Foundation (sponsoreret af de største banker, Siemens, Bosch, Flick Group og IG Farben m.fl.), som skulle fremme kontakterne mellem den traditionelle elite og nationalsocialisterne. Stiftelsens bestyrelse bestod bl.a. af Heinrich Himmler og Ernst Röhm, leder af SA (Sturmabteilung)-brunskjorterne, som blev myrdet under “de lange knives nat[5]“. Himmler så sin Schutzstaffel (SS)-organisations hovedopgave som “at fungere som avantgarde i overvindelsen af kristendommen, via genoprettelsen af en germansk levevis, og ved at forberede sig på den kommende konflikt imellem, hvad han kaldte mennesker og undermennesker[6]“. Da den nazistiske bevægelse var imod jøder og kommunister ved at forbinde kristendom med ariosofi, havde Himmler givet SS sit helt eget formål – og gjort det til en “kult for germanerne[7]“. De racelove, som Hitler henviste til, var i direkte overensstemmelse med hans idéer i Mein Kampf. I den første udgave erklærede Hitler, at det er langt mere humant at udrydde de svage og syge end at beskytte dem. Hitler, hvis idol var Frederik den Store af Preussen, så et formål med at udslette “de svage” for at give plads og renhed til de “stærke[8]“. Til formålet stiftede Himmler forsknings- og undervisningsorganisationen for forfædrenes arv, Ahnenerbe, i 1935, som foretog en række udlandsekspeditioner, og som udførte en række lægevidenskabelige forsøg på fanger i koncentrationslejre i det efterfølgende årti[9].

(læs om nazisternes okkultisme i Part 7 – Kabbalah og De Hemmelige Samfund: Esoteriske Loger Under Verdenskrigene og Teosofiske Samfund). René Guénon påvirkede Carl Schmitt (1888-1985), en anden førende repræsentant for ”den konservative germanske revolution”, kendt som “Det Tredje Riges kronjurist”, i formuleringen af sin (Schmitts, red.) teori om den absolutte stat og de kræfter, der arbejder imod den[10].

Schmitt meldte sig ind i nazistpartiet på opfordring af Martin Heidegger[11]. I 1933 blev Schmitt udnævnt til statsråd af Hermann Göring, Hitlers rigsmarskal og blev formand for sammenslutningen af nationalsocialistiske jurister. Som professor ved universitetet i Berlin præsenterede han sine teorier som et ideologisk fundament for det nazistiske diktatur og som en retfærdiggørelse af “Führer”-staten med hensyn til retsfilosofi[12]. Med udgangspunkt i den jesuit-uddannede Joseph de Maistres begreb om “bøddelens autoritet” udviklede katolikken Schmitt begrebet om en magtfuld, beslutsom leder, der griber magten under påskud af undtagelsestilstand.

Den person eller institution, der bestemmer, hvornår undtagelsestilstanden indtræffer, er den sande indehaver af suverænitet, uanset om dette er formelt anerkendt eller ej.

Effektivt forudsætter undtagelsestilstand truslen fra en specifik, offentlig fjende, mod hvem en legitim, karismatisk leder skal udøve en suveræn beslutning. Schmitts juridiske analyse af kommissær- og suverænitetsdiktatur, baseret på artikel 48 i Weimarforfatningen, der blev formuleret første gang i 1922, udgjorde det juridiske grundlag for Hitlers magtovertagelse gennem undtagelsestilstandserklæringen og suspensionen af rettighederne den 28. februar 1933. Schmitt var derefter forfatter til den nødvendige artikel, der retfærdiggjorde bemyndigelseslovene af 24. marts 1933, som retligt omdannede Tyskland fra et kommissariat til et suverænt diktatur.

Den 27. februar 1933 iscenesatte nazisterne, under Görings sponsorat, rigsdagsbranden, og den 28. februar suspenderede Hitler grundlæggende, forfatningsmæssige rettigheder og beskyldte kommunisterne for sabotage, fængslede mindst 4.000 påståede kommunister og forbød dem fra parlamentet.

Den 23. marts vedtog Rigsdagen med 444 stemmer mod 94 en bemyndigelseslov, som fastslog, at både den udøvende magt og Rigsdagen fremover kunne vedtage love. “Loven til lindring af folkets og rigets nød” lovgav i praksis Schmitts juridiske udtalelse fra 1930, der gav bemyndigelse til præsidentens styre og indsatte Hitlers suveræne diktatur[13].

Kabbalaen/teosofien dannede også grundlaget for Carl Schmitts geopolitiske fortolkning af historien i form af en dæmonisk kamp imellem en land- og sø-Leviathan[14]. I Land og hav udarbejdede Schmitt en okkult inspireret fortolkning af de geopolitiske teorier af Mahan og Mackinder, som satte sømagt op imod landmagt[15].

Verdenshistorien er derfor, ifølge Schmitt, “historien om de krige, der føres af søfartsmagter mod land- eller kontinentalmagter og omvendt”. “Land og hav”, forklarer han, bliver “to forskellige verdener og to modstridende, juridiske overbevisninger[16]“.

For eksempel Persien mod Grækenland, Sparta mod Athen og Rom mod Karthago; eller i juridisk forstand landlov versus sø- og handelsret. Nøglen til modstanden mod England som en søfartsstyrke var konsolideringen af den tyske magt under en enkelt diktatorisk leder.

Da Schmitt faldt i unåde hos SS, rejste han under synarkistisk (Krone) sponsorat til Spanien, Portugal og Italien og holdt foredrag om, hvordan man fortsat kunne legitimere de fascistiske regeringer i disse nationer[17].

I løbet af 1920’erne og 1930’erne udkom snesevis af bøger og artikler, der hævdede, at våbenfabrikanterne havde narret USA til at gå ind i Første Verdenskrig for deres egen vindings skyld. Smedley Butler steg i offentlig bevågenhed med sin bog War Is a Racket fra 1935, hvor han kritiserede USA’s udenlandske krige, som han selv havde været en del af, og som han hævdede var ført for millionærers profit. I en tale til den amerikanske legion sagde Butler bl.a: ”Jeg tilbragte 33 år (i marineinfanteriet), og i den periode brugte jeg det meste af min tid på at være en førsteklasses muskelmand for Big Business, for Wall Street og bankfolkene. Kort sagt, jeg var en afpresser for kapitalisterne.

“Jeg var med til at gøre Honduras til et godt land for de amerikanske frugtselskaber i 1903 (f.eks. heraf udtrykket bananrepublik red). Jeg var med til at stjæle Nicaraguas værdi for det internationale bankhus Brown Brothers i 1909-1912. Jeg hjalp med at gøre Mexico, og især Tampico, sikkert for amerikanske olieinteresser i 1914. Jeg bragte lys til Den Dominikanske Republik for amerikanske sukkerinteresser i 1916. Jeg hjalp med at gøre Haiti og Cuba til et anstændigt sted for National City Bank-drengene at indsamle indtægter i. Jeg hjalp med at voldtage et halvt dusin mellemamerikanske republikker til fordel for Wall Street. I Kina i 1927 hjalp jeg med at sørge for, at Standard Oil uhindret kunne gå sin vej[18]“.

Udtrykket “neoliberalisme” blev opfundet af Alexander Rüstow ved Walter Lippmann Colloquium, som inspirerede grundlæggelsen af Mont Pelerin Society (Schweiz), en søsterorganisation for Coudenhove-Kalergis Paneuropæiske Union. Samfundet gik ind for de frie markedsprincipper, der er beskrevet i Lippmann Colloquium. Efter at interessen for klassisk liberalisme var faldet i 1920’erne og 1930’erne som følge af ”Den Store Depression”, var målet at konstruere en ny liberalisme som en afvisning af kollektivisme, socialisme og laissez-faire-liberalisme[19]. Lippmann Colloquium var en konference af intellektuelle, der blev afholdt i Paris i 1938 arrangeret af den franske filosof Louis Rougier.

I 1934 sendte Rockefeller Foundation Rougier på en forskningsrejse om intellektuelle i Centraleuropa. Han underviste på Frankfurtskolens New School for Social Research i New York fra 1941–43[20]. Efter Anden Verdenskrig var højrefløjen i høj grad blevet miskrediteret på grund af fascismens overdrivelse, og socialismen vandt bred popularitet i Vesteuropa. Mange betragtede nationaliseringen af industrier som en positiv retning[21].

Neoliberalisme er kendt for sine fordømmelser af sociale programmer og statsindblanding i økonomien. Som vist af Quinn Slobodian i Globalists: The End of Empire and the Birth of Neoliberalism var neoliberalisternes mål ikke at eliminere staten, men i stedet at underkaste dens systemer for global styring. Neoliberalisterne fulgte en dikotomi udtænkt af føromtalte Carl Schmitt – som i sin bog fra 1950, The Nomos of The Earth – beskrev verdens opdeling mellem to modeller; en, hvor stater styrer over foreskrevne geografiske områder, som han kaldte Imperiumsverden, og en global økonomi, der overskrider grænser, som han kaldte Dominiumsverdenen[22]. I modsætning til den velgørenhed og medfølelse, der forkyndes af kristendommen, er neoliberalisme-økonomien i virksomhedernes grådighed retfærdiggjort af en socialdarwinisme, der mener, at de økonomisk dårligt stillede er ansvarlige for deres egen elendighed.

I virkeligheden er ”neoliberalisme” fascismens korporatistiske, økonomiske filosofi.

Som forklaret af Roderick T. Long i Liberalism vs. Fascism: Fascisme søger at inkorporere eller kooperere privat ejerskab i statsapparatet gennem offentlig-privat partnerskab (som er Verdens Økonomiske Forums officielle strategi).

Således har fascisme en tendens til at være mere fristende end kommunisme for de velhavendes interesser; der ser det som en måde at skjule og isolere deres økonomiske magt fra konkurrence, gennem tvungen kartellisering og andre korporatistiske strategier.

Fascisme er også militarisme, regimentering, nationalistisk chauvinisme, plutokrati i populistisk forklædning, infiltrering af græsrodsbevægelser, kontrol over interesseorganisationer, opfordring til “stærke ledere” og “national storhed”, forherligelse af handelskonflikt, sexisme og anvendelse af råstyrke frem for intellekt[23]. I løbet af 1980’erne og ind i 1990’erne skiftede fokus fra iværksætteri til deregulering. Milton Friedman, der var medlem af Chicagos økonomiske skole, havde vundet Nobelprisen i økonomi ved at hævde, at det eneste mål for erhvervslivet bør være at maksimere profitten uanset de sociale og miljømæssige omkostninger, og at statslig overvågning af økonomi og finans generelt var unødvendig og kontraproduktiv. Sammen med direktør for Verdensbanken fra 1968-1981 Robert McNamaras vægt på aggressiv ledelse inspirerede denne doktrin administrerende direktører til at tvinge deres virksomheder til at fokusere helt og holdent på bundlinjen. Små, uafhængige virksomheder blev opslugt af de store ingeniør- og byggefirmaer og af de offentlige forsyningsselskaber selv.

Sidstnævnte fandt juridiske smuthuller, der gjorde det muligt for dem at oprette holdingselskaber, som kunne eje både de regulerede forsyningsselskaber og de uregulerede, uafhængige, energiproducerende selskaber, hvilket resulterede i deregulering og privatisering af vand- og kloaksystemer, kommunikationsnet, forsyningsnet og andre faciliteter, som indtil da var blevet forvaltet af regeringerne.

Friedmans doktriner om “profitmaksimering, udnyttelse af markeder og arbejdskraft” blev efterfølgende fremmet af regeringsledere og erhvervsledere på alle kontinenter (f.eks. igennem neoliberale tænketanke som CEPOS), idet man accepterede, at der var noget iboende bedre ved projekter, der var ejet af rige investorer end af regeringer[24].

European Social Movement (ESB) blev etableret som en neofascistisk alliance på europæisk plan i 1951, der sigtede mod en europæisk nation, som var stærkt påvirket af den britiske fascist Oswald Mosleys unionsbevægelse. Hjørnestenen i Mosleys unionsbevægelse var hans politik benævnt “Europa En Nation”.

 

Mosley lancerede sin Europe a Nation-kampagne efter Anden Verdenskrig som en modvægt til USA’s og USSR’s voksende magt.

Hvor Mosley tidligere havde været forbundet med en særlig britisk form for fascisme med British Union of Fascists, forsøgte Union Movement at omdefinere fascismen ved at understrege vigtigheden af at udvikle en europæisk nationalisme frem for landebaserede nationalismer.

Europe a Nation bestod i ideen om, at alle europæiske stater skulle gå sammen og samle deres ressourcer, herunder deres kolonier, for at arbejde som én gigantisk superstat under et korporatistisk system[25]. Mange i det engelske borgerskab og House of Lords var fascister, som støttede Mosley.

Mosley eksilerede til Frankrig med den nazistiske hertug af Windsor og prins af Wales, Edward VIII; den i 1936 abdicerede engelske konge, som var bundet til Hitler, og som f.eks. udtrykte tanker om at ”bombe England for at skabe fred[26]“. Socialist Reich Partei (SRP) var et vesttysk neonazistisk, politisk parti, der blev grundlagt i kølvandet på Anden Verdenskrig som en åbenlyst nazistisk orienteret udbryder fra det nationalkonservative Deutsche Rechtspartei (DRP), et politisk parti, der opstod i 1946 i den britiske zone af det allierede, besatte Tyskland efter Første Verdenskrig. SRP blev oprettet i 1949 i Hamlet af Otto Ernst Remer (1912-1997), en tidligere generalmajor fra Wehrmacht, som betragtes som “Godfather” for den tyske, nynazistiske bevægelse i efterkrigstiden[27].

Efter krigen forsøgte amerikanerne også at rekruttere Remer, men han afviste dem og valgte i stedet at samarbejde med Sovjetunionen og, forklarer Martin Lee i The Beast Reawakens, “lagde grunden til en mangesidet neofascistisk genoplivning, der fik et alarmerende momentum i tiden efter den kolde krig[28]“.

SRP opstod som Vesttysklands førende, højreekstreme organisation[29]. SRP så sig selv som den legitime arving til nazistpartiet og kæmpede for dets genetablering, skrev Lee på side 50 i The Beast Reawakens. Hitlers propagandachef Joseph Goebbels sagde: “Om 50 års tid vil ingen længere tænke på nationalstater”. Dokumentet US Military Intelligence rapport EW-Pa 128 skrevet i november 1944, også kendt som Red House Report, er således en detaljeret redegørelse for et hemmeligt møde på Maison Rouge Hotel i Strasbourg i 1944.

Her bestilte nazistiske embedsmænd en elitegruppe af tyske industrifolk til planlægning af Tysklands efterkrigsgenopbygning; forberedelser lagdes for nazisternes tilbagevenden til magten og arbejde for et ‘stærkt tysk imperium[30]’.

Med andre ord: Det Fjerde Rige. Det startede med Kul- og Stålindustriforbundet 1952, blev til EF og senere EU’s udemokratiske kommissærvælde (parlamentsbygningen i Strasbourg er bemærkelsesværdigt formet som det babylonske Babelstårn, ligesom Bank of International Settlements i Basel). Schweiz og England (for nylig) har ”tilfældigvis” fået lov til at slippe for EU-medlemskab. Britisk-amerikanske JPMorgan & Co. var ikke blot partner i den nazi-tilknyttede Bank for International Settlements (BIS), men finansierede også den italienske fascismes fremmarch, idet firmaet var Mussolinis vigtigste oversøiske bank[31]. EU og NATO var således en del af fascisternes postverdenskrigsplan for det nye, romerske imperies verdensorden, som efter salamimetoden, – gradvist, men sikkert – fjerner alle nationers og befolkningers suverænitet igennem supranational lovgivning og synkroniserede kontrol-standarder. Fascismen sminkes som socialt og/eller liberalt demokrati og samarbejdspolitik for ”global, bæredygtig udvikling”.

Den primære gruppe, der var fortalere for et forenet Europa i partnerskab med USA, var Europabevægelsen, – en paraplyorganisation, der fokuserede deres indsats på Europarådet, og som bestod af Den Europæiske Unions “grundlæggende fædre[32]“. Europabevægelsen blev grundlagt af ridder af Malta og Bilderberg-grundlægger Józef Retinger (1888-1960).

Fra en tidlig alder var Retinger, der blev født i Polen i en katolsk familie, beregnet til præstedømmet og blev optaget til Academie Dei Nobili Ecclesistici[33].

Dette pavelige, kirkelige akademi er dedikeret til uddannelse af præster til at tjene i det diplomatiske korps og statssekretariatet for Holy See[34].

En af Józef Retingers vigtigste, tyske partnere i hans bestræbelser på at oprette den CIA-finansierede Europabevægelse og Bilderberg-gruppen var Hermann Abs. Abs var den mest magtfulde forretningsbankmand i Det Tredje Rige og var blevet medlem af Deutsche Banks bestyrelse under nazisternes fremmarch og sad også i IG Farbens tilsynsråd.

Det var Abs, der fik ansvaret for tildelingen af Marshall-hjælp til den tyske industri, og i 1948 var han effektivt ansvarlig for Tysklands økonomiske genopretning.

Da ridder af Malta og nazi-partisponsor Konrad Adenauer overtog magten i 1949, var Abs hans vigtigste finansielle rådgiver. Adenauer, som allerede i 1929 havde sendt et lykønskningstelegram til Mussolini[35], var forbundskansler indtil 1963.

Adenauer erklærede åbent i vinteren 1932/33, at ”efter min mening skal et parti så stort som nazistpartiet have en ledende rolle i regeringen[36]”. Adenauer blev betragtet iblandt en af de grundlæggende fædre af Den Europæiske Union sammen med Robert Schuman (Luxembourg), Jean Monnet (Frankrig) og den tidligere belgiske premierminister Paul-Henri Spaak. Ifølge Ambrose Evans-Pritchard, der rapporterer på grundlag af afklassificerede, amerikanske regeringsdokumenter, “blev lederne af den europæiske bevægelse alle behandlet som lejede hænder af deres amerikanske sponsorer. Den amerikanske rolle blev håndteret som en hemmelig operation[37]“. Retinger studerede økonomi i London og stiftede bekendtskab med Joseph Conrad, forfatteren af Heart of Darkness, som rekrutterede ham til den britiske efterretningstjeneste MI6[38].

Efter Anden Verdenskrig forklarede Retinger sin bekymring for europæisk forening på et møde i Royal Institute of International Affairs, der almindeligvis er kendt som Chatham House: “Efter to verdenskrige er der ingen stormagter tilbage på det europæiske fastland, hvis indbyggere trods alt repræsenterer det mest værdifulde menneskelige element i verden”.

Mens europæerne havde afvist såvel Hitler´s fascisme som kommunismen, forklarede Retinger, at en permanent løsning på Europa´s svaghed var at bevæge sig i retning af en føderation af europæiske lande, hvor de deltagende lande ville “afgive en del af deres suverænitet[39]”.