D. 27. juni, 2012, nedsatte Justitsministeriet en undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan[1]. Kommissionen havde til opgave ”dels at undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak, dels at undersøge og redegøre for, hvad danske myndigheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan”.

Kommissoriet omfattede altså ikke en undersøgelse af det juridiske grundlag for den danske beslutning om at deltage i krigen i Afghanistan. At Irak/Afghanistan-kommissionen senere blev nedlagt, har derfor ikke nogen betydning for den totale mangel på interesse i den borgerlige presse for dette grundlæggende skift i dansk udenrigspolitik: For første gang siden 1848 angreb Danmark et andet land militært.

Efterfølgende udpeges de vigtigste datoer i beslutningsprocessen, der førte landet i krig.

NATO efter 11. september

D. 12. september, 2001, blev Det Nordatlantiske Råd hasteindkaldt i Bruxelles[2]. For første gang deltog også EU’s udenrigsministre i dette møde. Man vedtog her at aktivere artikel 5 i NATO-traktaten – den berømte musketéred – som reaktion på terrorangrebet på USA mindre end 24 timer forinden[3].
Efter mødet udsendtes en pressemeddelelse, hvor der bl.a. stod:

”… hvis det kan fastslås, at dette angreb på USA blev styret fra en magt uden for alliancen, skal angrebet betragtes som en handling omfattet af artikel 5 i NATO-traktaten, som stadfæster, at et væbnet angreb på én eller flere af de allierede i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle[4]”. (forfatterens oversættelse)

Artikel 5 i NATO-traktaten[5]kaldes også muskéter-eden, fordi det er her, medlemmernes kollektive ansvar for områdets sikkerhed kommer til udtryk:

”Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed”.

Aktivering af artikel 5 kræver enstemmighed blandt medlemslandene. Denne forelå kl. 21.20 om aftenen d. 12. september[2].Men da efterforskningen af gode grunde ikke var afsluttet, var vedtagelsen betinget af, at angrebet var iværksat uden for alliancens geografiske område (”provided the attack was directed from abroad”). Man havde åbenbart en mistænkt i kikkerten, og de afgørende beviser ville blive fremlagt senere.

Disse beviser blev angiveligt forelagt Rådet d. 2. oktober af en embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium[6]. Han hed Frank Taylor og havde titel af rejsende ambassadør. Mødet var lukket, og Frank Taylors rapport blev klassificeret i 30 år.
NATO`s generalsekretær Lord Robertson kunne kun viderebringe hovedkonklusionen:

”På baggrund af denne rapport er det nu blevet fastslået, at angrebet mod USA d. 11. september blev dirigeret fra en fremmed magt (”directed from abroad”), og at handlingen derfor er dækket af artikel 5 i NATO-traktaten”.
”Vi ved, at de personer, som udførte disse angreb, var en del af det verdensomspændende Al-Queda-netværk, som ledes af Osama bin Laden og hans næstkommanderende, og som beskyttes af Taleban”. (forfatterens oversættelse)
Endvidere meddelte Lord Robertson på den efterfølgende pressekonference, at der ville ske ”briefinger” i NATO’s nationale hovedstæder. Den 3. oktober var der møde i Udenrigspolitisk Nævn i København[7]. Her orienterede regeringen Nævnets deltagere om begivenhederne i Bruxelles. Da alle har tavshedspligt, ved vi ikke præcist, hvad der foregik.

Men der må være sket en form for godkendelse af Frank Taylors beviser i København og de 17 andre NATO-landes hovedstæder, thi den næste dag, d. 4. oktober, var der igen møde i Bruxelles. I det efterfølgende kommuniké og ved tilhørende pressekonference meddelte Lord Robertson, at Det Nordatlantiske Råd havde godkendt Frank Taylors rapport[8].
Artikel 5 var nu formelt tiltrådt af NATO. Den 7. oktober faldt de første bomber i Kabul. D. 8. oktober var der igen møde i Udenrigspolitisk Nævn i København[7], hvor regeringen underrettede udvalget om begivenhederne.

 

CIA-flyvningerne

Men USA var ikke umiddelbart interesseret i deltagelse af tropper fra NATO-landene. Man nøjedes med at „institutionalisere“ artikel 5 med en række tiltag. Iflg. det femte af disse forpligter NATO-landene sig til at give fri adgang til deres luftrum for militære flyvninger relateret til kampen mod terrorisme[9].

I januar 2008 opstod der i Danmark en diskussion om, hvorvidt de såkaldte CIA-flyvninger – hvor man transporterede suspekte personer til hemmelige tortur-fængsler i forskellige lande – var lovlige iflg. denne NATO-beslutning, eller om Danmark havde deltaget i brud på menneskerettighederne ved at give adgang til dansk luftrum og lufthavne for disse flyvninger.

Spørgsmålet var og er, om flyvningerne var militære eller civile, idet CIA havde udliciteret transporterne til private flyselskaber – som var ejet af CIA.

Der blev nedsat en CIA-arbejdsgruppe til undersøgelse af disse spørgsmål. Den fremkom med en rapport i oktober 2008[7]. Det fremgår af arbejdsgruppens anbefalinger til regeringen, at fly, der opereres af udenlandske efterretningstjenester, betragtes som civile statsfly.

Flyvningerne var derfor ikke omfattet af NATO`s beslutning d. 4. oktober, 2001. Arbejdsgruppen anbefaler, at man ”klart og utvetydigt meddeler USA, at enhver transport af tilbageholdte gennem dansk, grønlandsk og færøsk territorium uden danske myndigheders udtrykkelige tilladelse, er en krænkelse af dansk suverænitet og uacceptabelt”.

 

FN-traktatens artikel 51

Som det ses ovenfor, giver artikel 5 kun mulighed for ”et individuelt eller kollektivt selvforsvar [5]inden for rammerne af artikel 51 i De Forenede Nationers Pagt[10]”.
Denne artikel 51 i FN-pagten er derfor central for legitimiteten af krigen i Afghanistan. Men det er tvivlsomt, om den kan bruges som hjemmel for at angribe en anden stat, blot fordi et angreb er blevet dirigeret fra territoriet. De resolutioner, som FN`s sikkerhedsråd vedtog i efteråret 2001, gav således under ingen omstændigheder NATO ret til at angribe staten, Afghanistan[11].

Det er også usikkert, om Osama bin Laden i det hele taget var i Afghanistan d. 11. september, 2001. Han led af en alvorlig nyresygdom og havde bl.a. været indlagt på det amerikanske militærhospital i Dubai i juli, samme år[12][13][14].
Herefter var hans liv betinget af regelmæssig dialyse. Således modtog han behandling på det pakistanske militærhospital i Rawalpindi d. 10. september, 2001 – iflg. en velunderbygget nyhedsrapport fra Dan Rather på CBS d. 28. januar, 2002[15][16].
I den anledning ryddede man hele den urologiske afdeling på hospitalet, sendte alle ansatte hjem og bragte andet personale ind.
Var det muligt for Osama bin Laden at nå tilbage og dirigere terrorangrebet fra Afghanistan dagen efter?

Nogen kunne mene, at udtrykket ”directed from abroad[4]” i NATO`s resolution d. 12. september, 2001, mere refererer til planlægningen af terrorangrebet og mindre til den operationelle styring på selve dagen.

Men – som Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik[17] har gjort opmærksom på – foregik planlægningen iflg. den officielle fortælling i en lejlighed i Hamburg, Tyskland. Måske angreb vi det forkerte land?

 

Folketingets beslutning om at gå i krig

I Danmarks Grundlov[15] § 19 stk. 2, står:
”Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde[18]”.
Var det i juridisk forstand en foranstaltning, da Danmarks udenrigsminister eller NATO-ambassadøren rakte hånden i vejret i Bruxelles d. 12. september, 2001?

I givet fald ligner det en overtrædelse af Grundloven, at Folketinget ventede tre måneder med at tage stilling til aktiveringen af artikel 5 i NATO-traktaten. Den 14. december, 2001, vedtoges Folketingsbeslutning B-37 om dansk militærdeltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan, som følger[19]:
”Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for den amerikansk ledede internationale indsats til bekæmpelse af terrornetværk i Afghanistan”.

101 stemte for. 11 stemte imod. Det var EL og SF plus to socialdemokrater, Thomas Adelskov og Lissa Mathiasen.
Under navnet ”Task Group Ferret” deltog 102 danske soldater i 2002 i ”Operation Enduring Freedom”, som var kodebetegnelsen for den amerikansk ledede jagt på al-Qaeda og Osama bin Laden i Afghanistan[20]. Deres opgave var at fange de ansvarlige for terrorangrebet på USA d. 11. september, 2001, og lukke al-Qaedas træningslejre m.v. Det er ikke oplyst, hvor mange danske soldater, der har deltaget i denne del af de militære operationer i de efterfølgende år.

I bemærkningerne til folketingsbeslutningen[19] skrev den danske regering, at ”NATO-rådet fandt det den 2. oktober 2001 godtgjort, at terrorangrebene mod USA den 11. september, 2001, var af udenlandsk oprindelse. I overensstemmelse med NATO’s tidligere erklæring af 12. september, 2001, anså man derfor terrorangrebene for omfattet af Washington-traktatens artikel 5”.

Denne henvisning indebærer, at Frank Taylors rapport gøres til selve beslutningsgrundlaget for at sende danske soldater i krig.

 

„The Wasteland called #Aleppo #4”, December 2016. (Foto/Co. Jan Oberg  <https://obergphotographics.com/>)

 

Hvad står der i Frank Taylors rapport?

Imidlertid deklassificerede USA’s udenrigsministerium d. 19. maj, 2008, det direktiv, der i 2001 udgik til alle USA’s ambassader og repræsentationer vedr. terrorangrebet d. 11. september.
Det hedder: ”SEPTEMBER 11: WORKING TOGETHER TO FIGHT THE PLAGUE OF GLOBAL TERRORISM AND THE CASE AGAINST AL-QA’IDA”. Teksten er frit tilgængelig på denne adresse: <http://intelfiles.egoplex.com/2001-10-02-DOS-Qaeda-Overview.pdf>[25]

Selve dokumentet er dateret d. 1. oktober. Men som det ses, indikerer URL adressen, at det blev udsendt d. 2. oktober, altså samme dag, som Frank Taylor fremlagde beviserne for Det Nordatlantiske Råd, og dagen inden udenrigspolitisk Nævn blev orienteret i København.

Teksten i dokumentet indledes med en instruks til alle adressater – incl. USA’s ambassadør ved NATO-hovedkvarteret – om at underrette højtstående politiske personer i de respektive lande og instruere dem om  at sætte al-Qaeda-terrorist-netværket, Osama bin Laden og Taleban-regeringen i forbindelse med terrorangrebet d. 11. september.

Direktivet var hemmeligt, naturligvis. Det fremgår således, at dokumentet ikke måtte videregives eller efterlades i skriftlig udgave. Det er et talepapir. USA’s diplomater m.fl. instrueres i at bruge indholdet i deres mundtlige fremstillinger. Der indskærpes at lægge vægt på det overordnede trusselsbillede og på præsident George W. Bush’ plan om at angribe de stater, der er hjemsted for terrorismen.

Specielt refereres der til ”the oral briefing”, altså en bestemt mundtlig fremlæggelse.
Herefter følger 28 sider med selve teksten.
Lord Robertsons pressemeddelelse efter NATO-mødet d. 2. oktober citerede ordret fra dette dokument, som han læste op for journalisterne[6].

”The facts are clear and compelling. We know that the individuals who carried out these attacks were part of the world-wide terrorist network of Al-Qaida, headed by Osama bin Laden and his key lieutenants and protected by the Taleban”.

Kan der være to dokumenter? Kan man forestille sig, at der udgår ét dokument til 45 amerikanske ambassader inkl. ambassadøren i NATO`s hovedkvarter til præsentation i de nationale hovedstæder d. 3. oktober, medens Frank Taylor får et andet dokument i hånden til præsentation for landenes NATO-ambassadører i Bruxelles dagen inden? Nej.

Konklusionen er uomgængelig: Dette dokument ér Frank Taylors rapport. Det er simpelthen manuskriptet, ikke blot til Frank Taylors orientering af Det Nordatlantiske råd, men også til de „briefinger“, de nationale regeringer modtog d. 3. oktober fra de respektive, amerikanske ambassadører! Enslydende foredrag må være blevet holdt samtidigt i de 18 NATO-hovedstæder.
Lovligheden af Danmarks krigsdeltagelse er derfor fuldstændigt betinget af det faktuelle indhold af Frank Taylors rapport. Hvad står der så i dette dokument, der kunne tjene som juridisk grundlag for, at Danmark skulle deltage i angrebet på et ludfattigt land med 26 millioner indbyggere på den anden side af jordkloden?
Intet. Ingenting!

Kun en mindre del af teksten handler om 11. september i form af lodrette, summariske, officielle påstande om denne dags begivenheder i stil med citatet ovenfor fra Lord Robertson. Der er ingen beviser. Resten af teksten handler om al-Qaedas og Talebans formodede gerninger i 1990`erne.
Der er produceret en podcast om dette forløb[22].
D. 25. maj, 2017, indviede NATO’s regeringsledere et mindesmærke i det nye hovedkvarter for „9/11 og artikel 5[23]“.

 

Omkostningerne

Krigen i Afghanistan har været den blodigste for dansk militær. 43 soldater er dræbt, og 214 soldater er blevet såret og invalideret. Det samme kunne man sige om selve den danske folkesjæl, der efter 17 års krigsførelse er blevet forrået og forarmet i et omfang, ingen ville have troet muligt forinden.

 

NATO’s generalsekretær, Lord Robertson, Frank Taylor og ambassadør R. Nicholas Burns, USA`s faste repræsentant for NATO. (fra venstre til højre) Pressemøde i NATO, 28.01.2002
(Foto: <https://www.nato.int/multi/photos/2002/m020128a.htm>)

 

Angrebet på Afghanistan var „kun“ begyndelsen og den nødvendige forudsætning for ”krigen mod terror” og dens tilsyneladende endeløse destruktion af samfund i Mellemøsten. I 2015 blev Danmarks udgifter til Danmarks deltagelse i disse krige opgjort til 14,5 milliarder kroner[24].

Hele det politiske landskab i Europa er i opbrud under vægten af de massive mængder af flygtninge fra alle disse krige. Flygtningeproblematikken står øverst på dagsordenen i alle valgkampe i Europa. Medens disse linjer skrives kommer resultaterne ind fra det svenske valg og resultatet afspejler denne situation. Men under de mange debatter i den etablerede presse om disse problemer hører man ikke én politiker eller journalist stille forslag om, at man holdt op med at bombe i disse lande. Man skulle tro, det var ligetil. Tavsheden er larmende.

 

Danmarks suverænitet

Den juridiske, moralske og politiske legitimitet af vores krigsførelse hviler på spørgsmålet om, hvorvidt NATO-landene handlede i selvforsvar i 2001 og dermed på den faktuelle substans i Frank Taylors rapport. Som demonstreret ovenfor er det frit for enhver ved selvsyn at konstatere, at denne substans er ikke-eksisterende. Der er ingen beviser på, at USA blev angrebet af Afghanistan.

Derfor er der ikke noget legitimt, juridisk grundlag for „krigen mod terror“. Men forløbet har vist, at det ikke spiller nogen rolle for dansk sikkerhedspolitik. Overskriften til denne kronik skal forstås bogstaveligt. En ”briefing” er noget, man tager til efterretning. Den 3. oktober, 2001, tog Danmark til efterretning, at vi var i krig.
Det er vi stadig, fem ødelagte lande, titusindevis af døde, millioner af flygtninge og milliarder af kroner senere.

 

 

 

Kilder:

[1] Kommissorium for en undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. 27. juni 2012: <http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2012/Kommissorium_Irak_Afghanistan.pdf>

[2] www.nato.int. Review 10 years later – lessons learnt. Lord Robertson. Being NATO‘s Secretary General on 9/11. Om at være NATO‘s generalsektretær d. 11. september. Hvoraf fremgår, at NATO-ambassadørerne spiser frokost kl 15: <https://www.nato.int/docu/review/2011/11-september/Lord_Robertson/EN/>

[3] www.nato.int. Udtalelse fra Det Nordatlantiske Råd. 12 September 2001: <https://www.nato.int/docu/pr/2001/p01-124e.htm>

[4] www.nat.int. ”The Council agreed that if it is determined that this attack was directed from abroad against the United States, it shall be regarded as an action covered by Article 5 of the Washington Treaty, which states that an armed attack against one or more of the Allies in Europe or North America shall be considered an attack against them all.” 12 September 2001: <http://www.nato.int/docu/pr/2001/p01-124e.htm>

[5] www.nat.int. NATO traktaten. Washington D.C. – 4 April 1949: <http://www.nato.int/cps/en/natolive/official_texts_17120.htm>

[6] www.nato.int. Statement by NATO Secretary General, Lord Robertson. 2 Oktober 2001.Udtalelse af NATOs generalsekretær Lord Robertson d. 2. oktober <https://www.nato.int/docu/speech/2001/s011002a.htm>

[7] www.ft.dk/um.dk. Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne. 23. oktober 2008. Udenrigspolitisk nævn møde d. 3. og 8. oktober. Side 23/24 i Udenrigsministeriets „Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne“, oktober, 2008 <http://knr.gl/files/article_attachments/redegoerelse_cia.pdf>

[8] Pressemeddelelse fra NATO´s generalsekretær Lord Robertson d. 4. oktober, 2001, vedr. Det Nordatlantiske Råds beslutning om at aktivere Artikel 5 i NATO traktaten som følge af angrebet på USA d. 11. september: <https://www.nato.int/docu/speech/2001/s011004b.htm>

[9] Lord Robertson.Statement to the Press on the North Atlantic Council Decision On Implementation Of Article 5 of the Washington Treaty following the 11 September Attacks against the United States: “Provide blanket overflight clearances for the United States and other Allies’ aircraft, in accordance with the necessary air traffic arrangements and national procedures, for military flights related to operations against terrorism;” <https://www.nato.int/docu/speech/2001/s011004b.htm>

[10] FN traktaten, artikel 51. <http://www.un.org/en/sections/un-charter/chapter-vii/>

[11] Det drejer sig om SCR1368 og SCR1373 <http://www.un.org/Docs/scres/2001/sc2001.htm>

[12]  David Ray Griffin, Osama bin Laden: Dead or Alive? (Northampton: Olive Branch [Interlink Books], 2009: <http://www.interlinkbooks.com/product_info.php?products_id=2129&osCsid=a125ba0a1f5979a79f4f37796b0d8fd7&osCsid=a125ba0a1f5979a79f4f37796b0d8fd7#reviews>

[13] Den originale artikel i Le Figaro 11.10.2001 er taget ned. Oversættelse læses her <globalresearch.ca> Alexandra Richard. „The CIA met Bin Laden while undergoing treatment at an American Hospital last July in Dubai.“ 2.11.2001.
<https://archives.globalresearch.ca/articles/RIC111B.html>

[14] www.theguardian.com Anthony Sampson. „CIA agent alleged to have met Bin Laden in July.“ 1.11.2001. Referat: <https://www.theguardian.com/world/2001/nov/01/afghanistan.terrorism>

[15] www.cbsnews.com, staff cbs. 28.01.2002. „Hospital Worker: I Saw Osama“. CBS rapporterer at Osama bin Laden fik dialyse i Rawalpindi: <http://www.cbsnews.com/news/hospital-worker-i-saw-osama/>

[16] www.globalresearch.ca, Prof Michel Chossudovsky. „Where was Osama bin Laden on September 11, 2001?“ 9.09.2006/10.09.2018. Udsendelsen kan ses her <http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&aid=3194>

[17] www.politiken.dk, Herbert Pundik: ”Terroren kommer ikke fra Afghanistan”, Politiken, 8.11.2009: <https://politiken.dk/debat/signatur/art5391322/Terroren-kommer-ikke-fra-Afghanistan>

[18] www.grundloven.dk: Kommentarerne i Karnovs Lovsamling afspejler normalt samtlige forarbejder (retskilder) og intentionerne i loven samt opsummerer konsensus indenfor retsvidenskaben siden lovens ikrafttræden. Om Grundlovens § 19 stk. 2 kunne man indtil 2007 læse i Karnov: ”Efter at Danmark igennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar under angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten.” Men efter spørgsmålet om lovligheden af Danmarks deltagelse i Irak-krigen var blevet indbragt for Højesteret, forsvandt denne kommentar fra d. 23. udgave af Karnovs Lovsamling i 2008. Redaktøren af Karnov var på det tidspunkt dommer i Højesteret og deltog selv i sagens afgørelse.

[19] www.ft.dk, Folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan. 14.12.2001. <http://www.ft.dk/samling/20061/almdel/FOU/bilag/54/334861.pdf>

[20] www.information.dk, Charlotte Aagaard: ”Afghanistans hemmelige krig.” 07.04.2010. <https://www.information.dk/udland/2010/04/afghanistans-hemmelige-krig>,
www.stm.dk, Statsminister Anders Fogh Rasmussens Nytårstale 2002 <http://www.stm.dk/_p_7354.html>

[21] www.nato.int, „NATO and the days after 9/11.“ 7.11.2011. Ved 7.24 <https://www.youtube.com/watch?v=num7UD4oAME>

[22] www.corbettreport.com, James Corbett „BOMBSHELL. Documents Expose The Secret Lie That Started the Afghan War“ 4.09.2018: <https://www.youtube.com/watch?v=Moz8hs2lJik&feature=youtu.be>

[23] www.youtube.com, „Dedication of the 9/11 and Article 5 Memorial at the new NATO Headquarters.“ 25.05.2017. Indvielse d. 25 maj, 2017, i det nye NATO hovedkvarter af mindesmærke for 9/11 og artikel 5 <https://www.youtube.com/watch?time_continue=3&v=augh1WqTqFs>

[24] www.arbejderen.dk, „Danmarks krige har kostet 14,5 milliarder“ 16.11.2017: <https://arbejderen.dk/indland/danmarks-krige-har-kostet-145-milliarder>

[25] http://www.intelwire.com, Frank Taylor´s rapport: <http://intelfiles.egoplex.com/2001-10-02-DOS-Qaeda-Overview.pdf>

 

 

 

Denne tekst er opdateret september 2018, siden den første gang blev offentliggjort under følgende URL: <https://www.globalresearch.ca/the-mysterious-frank-taylor-report-the-911-document-that-launched-us-natos-war-on-terrorism-in-the-middle-east/5632874> den 21.03.2018.