Centralbankerne sidder i fælden
Mødet i Jackson Hole Economic Policy Symposium foregik imidlertid på baggrund af en mildt sagt “ikke-dynamisk” global økonomi – en økonomi, som overhovedet ikke fungerer, på trods af nu ti års intensiv indsats. Årsagen er, at den globale realøkonomi bliver udbyttet og udsuget af den finansielle sektor, der i dag domineres af centralbankerne og som frit manipulerer med økonomi og tal, i en historisk helt ukendt målestok.
Siden krisen i 2007 har verdens største centralbanker pumpet mere end 18 milliarder dollars i systemet („skabt likviditet“) og sænket renten mere end 670 gange („skabt billige penge“). Det blev sagt, at dissee billige penge skulle styrke økonomien, men størstedelen af pengene gik direkte ind i det globale finanskasino, hvor de har løftet aktier, obligationer og fast ejendom til svimlende højder, skabte et stort gældsbjerg og forårsaget den største ubalance mellem realøkonomien og den finansielle sektor i historien.
Selv om politikere i enhver farve og i alle lande havde lovet at tage de nødvendige konsekvenser efter finanskrisen 2007-2008 og stoppe international spekulation, er præcis det modsatte sket: Finanssektoren er endnu mindre reguleret i dag, de investerede beløb er endnu større og risikoen stadig højere end før nær-sammenbruddet i 2007/2008.
I mellemtiden presser centralbankerne denne proces fremad. Alene i de første fem måneder af 2017 rejste de for 1,5 milliarder dollars “nye penge”, som blev sendt i omløb. Ydermere har de så købt stats- og virksomhedsobligationer i stor skala.
Den Europæiske Centralbank (ECB) holder således live i stater (og dermed deres regeringer), som ellers ville have store problemer. Parallelt hermed er Bank of Japan (BoJ) i dag blandt de 10 største aktionærer i 800 børsnoterede japanske firmaer, og den schweiziske nationalbank er på verdensplan engageret i mere end 6.500 firmaer, heraf 20 procent i aktier. Disse firmaer benytter så de billige penge fra bankerne til at genopkøbe deres egne aktier, drive priserne (og de tilhørende bonuser til ledelsen) op – en mekanisme der forlængst har medført, at aktiekursen hos et firma intet siger om firmaets værdi eller succes.
To muligheder, der begge fører til ruin
At denne globale pengeudskrivning “ud af den blå luft” ikke har ført til en mærkbar inflation i hverdagen, skyldes dels, at næsten ingen penge er strømmet ind i realøkonomien. Derfor svinder købekraften stadig for de fleste forbrugere, og lønningerne er stagneret eller faldet.
Men hvor vi i dagligdagen næppe mærker inflationen, er der opstået gigantiske “bobler”, der hvor pengene er flydt hen, nemlig i aktie-, obligations og finanssektoren samt i ejendomsmarkedet. Denne forførende låntagning med billige penge har genereret en enorm gæld, som i mange tilfælde umuligt kan betales tilbage på grund af den stagnerende realøkonomi.
Begge spørgsmål – boblerne i markederne og det historiske høje niveau af gæld og dårlige lån – sætter de centrale bankfolk i verden over for et uløseligt problem, da der kun er to muligheder, og begge fører til ruin: Vil man reducere “boblerne” eller blot forhindre dem i at stige, må den konstante fremstilling af “nye” penge stoppe og renten sættes op. Vil man gøre det muligt at tilbagebetale de gigantiske gældsbjerge og forhindre sammenbrud, skal renten holdes nede og forsyningen af billige “luftpenge” skal fortsætte.
Så uanset hvordan man vender og drejer det: Det nuværende finansielle system er i en håbløs situation. Enten brister boblerne eller gældsbjerget bryder sammen. Begge dele vil føre til langvarig massearbejdsløshed i hele den vestlige verden, konkurs for uendeligt mange mellemstore virksomheder og drastiske permanente nedskæringer i sociale ydelser og pensioner.
Der er kun én vej ud af den nuværende situation: Politikerne skal lukke det tag-selv-bord, man har tilladt for den internationale finanselite. Stop det globale finanskasino og fjern en gang for alle spekulanternes kontrol med denne verden.
Centralbankerne sidder i fælden
Mødet i Jackson Hole Economic Policy Symposium foregik imidlertid på baggrund af en mildt sagt “ikke-dynamisk” global økonomi – en økonomi, som overhovedet ikke fungerer, på trods af nu ti års intensiv indsats. Årsagen er, at den globale realøkonomi bliver udbyttet og udsuget af den finansielle sektor, der i dag domineres af centralbankerne og som frit manipulerer med økonomi og tal, i en historisk helt ukendt målestok.
Siden krisen i 2007 har verdens største centralbanker pumpet mere end 18 milliarder dollars i systemet („skabt likviditet“) og sænket renten mere end 670 gange („skabt billige penge“). Det blev sagt, at dissee billige penge skulle styrke økonomien, men størstedelen af pengene gik direkte ind i det globale finanskasino, hvor de har løftet aktier, obligationer og fast ejendom til svimlende højder, skabte et stort gældsbjerg og forårsaget den største ubalance mellem realøkonomien og den finansielle sektor i historien.
Selv om politikere i enhver farve og i alle lande havde lovet at tage de nødvendige konsekvenser efter finanskrisen 2007-2008 og stoppe international spekulation, er præcis det modsatte sket: Finanssektoren er endnu mindre reguleret i dag, de investerede beløb er endnu større og risikoen stadig højere end før nær-sammenbruddet i 2007/2008.
I mellemtiden presser centralbankerne denne proces fremad. Alene i de første fem måneder af 2017 rejste de for 1,5 milliarder dollars “nye penge”, som blev sendt i omløb. Ydermere har de så købt stats- og virksomhedsobligationer i stor skala.
Den Europæiske Centralbank (ECB) holder således live i stater (og dermed deres regeringer), som ellers ville have store problemer. Parallelt hermed er Bank of Japan (BoJ) i dag blandt de 10 største aktionærer i 800 børsnoterede japanske firmaer, og den schweiziske nationalbank er på verdensplan engageret i mere end 6.500 firmaer, heraf 20 procent i aktier. Disse firmaer benytter så de billige penge fra bankerne til at genopkøbe deres egne aktier, drive priserne (og de tilhørende bonuser til ledelsen) op – en mekanisme der forlængst har medført, at aktiekursen hos et firma intet siger om firmaets værdi eller succes.
To muligheder, der begge fører til ruin
At denne globale pengeudskrivning “ud af den blå luft” ikke har ført til en mærkbar inflation i hverdagen, skyldes dels, at næsten ingen penge er strømmet ind i realøkonomien. Derfor svinder købekraften stadig for de fleste forbrugere, og lønningerne er stagneret eller faldet.
Men hvor vi i dagligdagen næppe mærker inflationen, er der opstået gigantiske “bobler”, der hvor pengene er flydt hen, nemlig i aktie-, obligations og finanssektoren samt i ejendomsmarkedet. Denne forførende låntagning med billige penge har genereret en enorm gæld, som i mange tilfælde umuligt kan betales tilbage på grund af den stagnerende realøkonomi.
Begge spørgsmål – boblerne i markederne og det historiske høje niveau af gæld og dårlige lån – sætter de centrale bankfolk i verden over for et uløseligt problem, da der kun er to muligheder, og begge fører til ruin: Vil man reducere “boblerne” eller blot forhindre dem i at stige, må den konstante fremstilling af “nye” penge stoppe og renten sættes op. Vil man gøre det muligt at tilbagebetale de gigantiske gældsbjerge og forhindre sammenbrud, skal renten holdes nede og forsyningen af billige “luftpenge” skal fortsætte.
Så uanset hvordan man vender og drejer det: Det nuværende finansielle system er i en håbløs situation. Enten brister boblerne eller gældsbjerget bryder sammen. Begge dele vil føre til langvarig massearbejdsløshed i hele den vestlige verden, konkurs for uendeligt mange mellemstore virksomheder og drastiske permanente nedskæringer i sociale ydelser og pensioner.
Der er kun én vej ud af den nuværende situation: Politikerne skal lukke det tag-selv-bord, man har tilladt for den internationale finanselite. Stop det globale finanskasino og fjern en gang for alle spekulanternes kontrol med denne verden.